Det er blevet tid til at kigge nærmere på Emmy Awards 2017 - tv-seriernes store award-show. Serie-entusiasten Jesper Carstens leder efter værdi i bookmakernes odds.

Tv-seriernes popularitet synes større end nogensinde. År efter år produceres der den ene kvalitetsserie efter den anden, og nu skal de alle hyldes. Emmy Awards er tv-seriernes store awardshow, der hylder de bedste tv-serier, i året der gik.

I år ser det ekstra interessant ud. Den helt store stemmesluger, Game of Thrones, er ikke med i årets felt, da seriens syvende sæson først startede efter deadlinen. Derfor skal der findes en ny konge af dramaserierne - og det kan give nogle interessante værdiodds.  

Men selvom HBOs store guldfugl ikke er med i år - og nærmer sig sin afslutning - så er der stadig en chance for, at HBO bliver den helt store vinder ved årets show. Store serier som Westworld bør have solide chancer for at overtage stafetten. 

Lad os kigge nærmere på årets store serie-show, der i år skal styres af talkshowværten Stephen Colbert, der har hang til de politiske jokes.

Brug navigationen i højre side til at gå fra afsnit til afsnit, hvis ikke du vil læse optakten fra start til slut.

Emmy Awards 2017: Nomineringerne i tal

#SerieGenreNomineringer+/-Netværk

1

Westworld

Dramaserie

22

+22

HBO

2

Stranger Things

Dramaserie

18

+18

Netflix

2

Veep

Komedieserie

18

+1

HBO

5

Better Call Saul

Dramaserie

9

+2

AMC

10

Modern Family

Komedieserie

3

+1

ABC

7

House of Cards

Dramaserie

7

-6

Netflix

3

Silicon Valley

Komedieserie

13

+2

HBO

3

Handmaid's Tale

Dramaserie

13

+13

Hulu

3

The Crown

Dramaserie

13

+13

Netflix

4

This Is Us

Dramaserie

12

+12

NBC

8

Atlanta

Komedieserie

6

+6

FX

9

Black-ish

Komedieserie

4

+1

ABC

6

Master of None

Komedieserie

8

+4

Netflix

8

Unbreakable Kimmy Schmidt

Komedieserie

6

+3

Netflix

Ovenstående liste er udvalgte serier, der er blevet nomineret i år.
Der er mange nye serier i år, hvorfor det er svært at kigge tilbage på tidligere nomineringer. Særligt i dramakategorien er der nye serier: Hele fem af dem er nomineret for første gang. Det er svært at sige ret meget andet end, at House of Cards synes at være mindre populær end normalt, mens Master of None og Unbreakable Kimmy Schmidt måske har lidt medvind - men det er alt for småt til at kunne sige noget reelt.  

Hvorfor er Game of Thrones ikke nomineret til Emmy Awards 2017?

Et godt og reelt spørgsmål, men forklaringen er simpel. Emmy Awards 2017 dækker tidsperioden fra d. 1. juni 2016 frem til 31. maj 2017. Det er i det tidsrum, at de traditionelle tv-kanaler har kørt deres tv-serier, men det virker ganske givet lidt gammeldags med streamingstjenesterne, der smider serierne ud i andre tidsrum.

Én af dem, der falder uden for denne periode, er Game of Thrones. HBO-serien, der har sat rekorder i Emmy-sammenhæng, startede først i juli i 2017, hvorfor den falder uden for tidsrammen. Derfor er serien altså ikke med i årets Emmy-show. 

Odds & Tips

Nok snak, nu er det tid til at kigge på kategorierne. Jeg har i år kig på seks kategorier: bedste drama- og komedieserie samt bedste mandlige og kvindelige hovedrolle i drama- såvel som komedieserie.

Jeg må understrege, at jeg af forskellige årsager ikke har sat samtlige serier. Jeg har gjort mit bedste, men jeg har brugt enormt lang tid på at researche, og jeg vil forsøge at fokusere mig ind på Emmy-voternes tankegang, når jeg skal vurdere et odds.

Bemærk at ikke alle spilforslag i denne optakt kommer ud på hovedsiden. Årsagen er primært, at der kan være lave limits på disse underholdningsspil.

Bedste dramaserie: Meget åben kategori

SerienavnOddsBookmaker
Stranger Things

4,50

Bet365
The Handmaid's Tale

5,00

Bet365
This Is Us

6,00

Betsafe
The Crown

6,00

888sport
Better Call Saul

12,00

Danske Spil
Westworld

12,00

Danske Spil
House of Cards

21,00

Unibet

Game of Thrones har domineret Emmy Awards de seneste to år, men i år er de ikke nomineret, hvorfor der skal findes en ny arvtager - og hvilket felt. Umiddelbart kan det være svært at udpege en decideret favorit, og jeg står også lidt og hopper frem og tilbage blandt tre serier.

Det må ikke forveksles med, at det er de serier, jeg bedst kunne i lide. I så fald havde jeg nok peget på Better Call Saul, der efter to lidt træge sæsoner for alvor satte trumf på i tredje sæson, og rent faktisk - i min verden - nåede Breaking Bad-højder. Den vinder nok ikke. Jeg synes, den har kvaliteten, og hypen omkring serien var faktisk ret stor, da den kørte, men kigger man på de fleste eksperters bud - hvilket er et vigtigt pejlemærke - så regner ikke mange med at den kan vinde.

Det samme gør sig gældende for House of Cards. Mens Better Call Saul stiger i niveau sæson for sæson, gør House of Cards det modsatte, og spørgsmålet er, om den ikke er ved at nærme sig endestationen. De fleste eksperter - herunder mig selv - har serien som den ringeste af de syv, og oddset står meget godt mål med det.

Så er der Westworld, der har høstet den ene nominering efter den anden, og generelt var der meget hype om serien. Jeg synes, det var en god sæson, men når man er en serie, der satser meget på twists og overraskelser, så skal man gøre det bedre.

Tag ikke fejl - jeg havde ikke forudset alle twists, der kom i serien. Men det havde andre: Reddit var fyldt med brugere, der havde luret det ene twist efter det andet, og fulgte man for eksempel Soundvenues ugentlige anmeldelæse af serien, havde man fået serveret alle spoilers på et sølvfad flere uger før finalen, da de der havde samlet de mest sandsynlige teorier fra Reddit. Serien opfordrer nærmest en til at forsøge at forudsige plottet, men så kræver det, at plottet er sværere at gennemskue.

Seriens virkelige problem er dog nok, at det er en god serie, men ikke en standout-serie som fx Game of Thrones eller Breaking Bad før den. Mange vil nok have den højt på deres stemmeliste, men få i toppen. Jeg tror, de hiver mange priser hjem for Westworld, men nok ikke i denne kategori.

Og så er der The Crown. Serien vandt en Golden Globe, men det vil jeg ikke nødvendigvis tage som en rettesnor for at den også automatisk vinder her. Netflix-serien er primært kendt for at være den dyreste serie nogensinde, og den er også flot og fin, men det er ikke umiddelbart min smag.

Det efterlader tre serier, og her bliver det interessant. 

This Is Us er en forrygende serie. Den har taget USA med storm, men herhjemme i Danmark kan man ikke se den, og den er ikke på nogle af de gængse streamingstjenester. Det er nok seriens største hæmsko, for dem, der ser på serien med kritiske briller, synes at elske den. 

Dernæst er der The Handmaid's Tale. Serien, der foregår i en dystopisk fremtid, har vundet meget stor ros, især fordi den bliver fortalt af en stærkt spillende Elisabeth Moss. Personligt har sådanne serier aldrig sagt mig noget, men umiddelbart var mange ret vilde med den, da den kørte. Der var meget hype, da den kørte, men det er dalet lidt.

Slutteligt er der Stranger Things. Jeg var solgt fra starten af. Serien fangede mig, og ser man på ren fanbase, så tror jeg, at den står stærkest. De unge skuespillere formåede at tryllebinde folk fuldstændigt, og da sæson 2 kommer til oktober, vil hypen så småt blusse op igen under stemmeprocessen i takt med, at der lanceres trailere og så videre.

Men hvem vinder så?

Jeg erkender blankt, at den her kategori for mig at se er den mest åbne. Jeg ville gerne kunne udelukkede de fire første serier, men det er umuligt at gøre. Tre af dem har en chance for at vinde, selvom jeg da afgjort tror mest på de sidste tre serier. Og hvordan går det så dem?

Bruger man siden Goldderby, der forsøger at skabe et overblik over eksperter og normale tv-seeres vurderinger, så tegner der sig et interessant billede (pr. 23. august):

  • Hvis eksperterne bestemte, så var This Is Us en klar vinder.
  • Hvis sidens brugere bestemte, så var The Handmaid's Tale en snæver favorit foran Stranger Things
  • Hvis alle, der har en stemme registreret på Goldderby, talte med, ville Stranger Things vinde klart

Det er rigtig interessant. For et par år siden ændrede man reglerne ved stemmeprocessen. Fra at være en mindre gruppe, der kunne stemme, blev det muligt for alle relevante medlemmer at kunne stemme. Jeg har en tese om, at det betyder en favorisering af de populære serier, altså at man snarere end at kigge på eksperternes stemme skal kigge på brugernes stemme hos Goldderby. Eller måske endnu mere relevant: Den samlede stemme, som peger på Stranger Things.

Ved det gamle format havde jeg nok forsøgt mig med et spil på This Is Us. Det synes at være eksperternes foretrukne serie, og for tre-fire år siden havde den måske været favoritten på grund af stemmeprocessen, men eftersom alle og enhver, der er medlemmer af Akadamiet, og som er 'relevante' i kategorien, kan stemme, så tror jeg mere på én af de to andre. 

Værdien er på Stranger Things og The Handmaid's Tale

Oddsene på Stranger Things (24 %) og The Handmaid's Tale (21 %) kan kun fåes hos Bet365*, mens resten af det danske marked er lidt lavere. Min tese er dog, at det nuværende stemmeformat taler til fordel for de populære, kendte serier, og det kan hæmme eksperternes darling, This Is Us.

Skulle resten af markedet følge med, bliver det udlagt som et forsidetip, men i øjeblikket har kun Bet365* værdi i de to serier. 

Note: Man må selvfølgelig ikke bare stole blindt på Goldderby, men det er én af de bedre sammenligningssites til et event som dette og kan fungere som et godt pejlemærke.

Bedste komedieserie: Ny serie truer favoritten

SerienavnOddsBookmaker
Veep

1,85

Unibet
Atlanta

3,75

Danske Spil
Black-ish

7,00

888sport
Master of None

9,50

Danske Spil
Silicon Valley

15,00

Danske Spil
Unbreakable Kimmy Schmidt

22,00

Danske Spil
Modern Family

31,00

888sport

Komediegenren er lidt 'det samme som altid'. Seks ud af de syv serier har været nomineret før, og i samme selskab sidste år, vandt Veep.

I min optik er kategorien soleklar: de fleste serier har ikke en chance for at vinde.

Her tænker jeg blandt andet på Modern Family, der ellers er den mest vindende komedieserie sammen med Frasier. Den serie har - i Emmy-sammenhænge - haft sin tid, og det virker til, at voterne er alt andet end varme på den længere.

Dernæst er der Unbreakable Kimmy Schmidt og Silicon Valley. Unbreakable Kimmy Schmidt er en serie, man enten er vild med eller hader. Jeg falder selv i den sidste kategori, og jeg tror umiddelbart, at serien deler for mange af voterne til, at den kan vinde. Silicon Valley har efterhånden mange år på bagen, og selvom den er hamrende morsom, så vinder den næppe. For begge serier gælder det nemlig, at dem, der står bag serien (hhv. Netflix og HBO), har en anden serie med i opløbet, og typisk lobbier man kun den ene. I Netflix' tilfælde bør det være Master of None, mens HBO med sikkerhed satser på Veep. Det svækker de her to serier.

Men heller ikke Master of None spår jeg mange chancer. Serien er god, hyggelig og fin. Det er dens anden sæson, og wow-faktoren er lidt gået af serien. Den er hyggelig, men den er ikke på samme måde nyskabende, som den var sidste år. Tværtimod spyttes der serier ud, der på samme måde handler om alt og ingenting, og det er ikke længere nyskabende nok 'bare' at have Aziz Ansari som seriens hovedperson.

Det efterlader Black-ish. Jeg står lidt det samme sted, som jeg plejer med serien: Jeg kender kun ganske lidt til den, og jeg har ikke umiddelbart indtrykket af, at den har, hvad der skal til for at vinde her. 

Der er ingen tvivl om, at Veep er favoritten. HBO-serien følger Selina Meyer (spillet af Emmy-elskede Julia Louis Dreyfus) i det politiske spil, og i disse Trump-dage er det altid relevant. Jeg vil dog tilføje et men: Serien er i sin sjette sæson, og det er ikke utænkeligt, at voterne så småt er ved at miste interessen lidt. Jeg siger ikke, at det sker i år - men det sker lige pludseligt. Akkurat som ved Modern Family. 

Skulle det ske i år, så bør det klart være Atlanta, der står klar til at overtage tronen. Donald Glover er red-hot i øjeblikket, og da serien kørte, var der ret meget hype omkring den. Den er måske lidt for ukendt i den brede verden, og hæmmes måske lidt af, at den ikke er på Netflix, HBO eller en af de øvrige giganter, men jeg tror godt, den kan gå hen og overraske, særligt hvis trætheden omkring Veep melder sig.

Atlanta til odds 3,75 hos Danske Spil*

Veep er favoritten, og man kan måske argumentere for, at odds 1,85 er højt for den regerende vinder i et felt, hvor de fleste er gengangere. Men det er oddset på Atlanta (CV: 29%), der interesserer mig mest. Donald Glover - seriens hovedperson - er hamrende varm i øjeblikket, og serien fik masser af ros, da den kørte, og så er den bare lidt unik. Til oddset er det den, jeg går med.

Bedste skuespiller i drama: Højodds på legende lokker

SkuespillerEpisodeOddsBookmaker
Sterling K. Brown This Is Us Memphis (S1E16)

2,50

Danske Spil
Bob Odenkirk Better Call Saul Expenses (S3E3)

2,75

Danske Spil
Anthony Hopkins Westworld Trompe L'Oeil (S1E7)

9,00

888sport
Matthew Rhys The Americans Crossbreed (S5E6)

11,00

Unibet
Kevin Spacey House of Cards Chapter 53 (S5E1)

11,00

Unibet
Milo Ventimiglia This Is Us Moonshadow (S1E18)

21,00

Betsafe
Liev Schreiber Ray Donovan Rattus Ratturs (S4E12)

21,00

NordicBet

En ret spændende kategori, hvor tre skuespillere umiddelbart stikker ud. Lad os starte fra bunden:

Liev Schreiber er altid dygtig som Ray Donovan, men serien går ind i sin fjerde sæson, og jeg har aldrig haft indtrykket af, at han har været tæt på at vinde i den her kategori. Jeg tror ikke meget på ham. Det samme gælder forøvrigt Kevin Spacey. Han er folkekær, men House of Cards har ikke den nødvendige momentum, og hans karakterudvikling er småunderlig. 

Milo Ventimiglia gør det glimrende som Jack i This Is Us. I afsnittet "Moonshadow" - som han er nomineret for - er scenen fuldstændig hans, men desværre skuffede afsnittet. Umiddelbart er der en bedre skuespiller i serien, så jeg tror ikke meget på ham, selvom jeg elskede Jack-karakteren. 

Heller ikke Matthew Rhys levner jeg mange chancer. Har man fulgt med i mine Emmy-skriv de seneste tre år, så vil man vide, at jeg er svært glad for Rhys og The Americans, men jeg ser ham ikke hive statuetten med hjem. Jeg vil i al fald blive overrasket, hvis én af de her fire vinder, også selvom Milo Ventimiglia var god og Kevin Spacey er folkekær. 

Det efterlader tre mand. Jeg må indrømme at oddset på Anthony Hopkins lokker. Den levende legende har faktisk allerede vundet to Emmys (1976 og 1981), og nu er han altså nomineret igen for sin rolle i Westworld. Her spiller han parkens grundlægger, Robert Ford. 

Westworld var god. Ikke exceptionel - som jeg havde håbet - men fornuftig. Den har sine lyspunkter, og Anthony Hopkins er soleklart én af dem. Han er enestående. Og så har han ting, der taler til hans fordel: Han er kendt af alle. Respekteret af alle kollegaerne, der kan stemme. Han gør det godt.

Og så fyrer han ofte en god tale af. Man må ikke undervurdere betydningen af disse monologer. James Spader vandt i sin tid tre Emmys, nærmest udelukkende fordi han kunne fyre filosofiske taler af i retten eller i samtale med William Shatner. Emmy har længe været tosset med dem, og det var vel også årsagen til, at Jeff Daniels vandt en Emmy for sin rolle i Newsroom. I afsnittet, hvor Hopkins er nomineret, fyrer han en fin tale afsted. Jo, odds 9 lokker i den grad.

Han er dog ikke favoritten på papiret. Den rolle deler Bob Odenkirk med Sterling K. Brown.

Jeg starter med Odenkirk, der giver den som Jimmy McGill i Better Call Saul. Serien er en spinoff af Breaking Bad, hvor selvsamme skuespiller var den lyssky advokat, Saul Goodman, og Better Call Saul handler om transformationen fra Jimmy McGill til Saul Goodman. 

Serien har haft lidt problemer med at finde sin stil, men i tredje sæson brager den løs - og Bob Odenkirk er velspillende. Jeg synes, at der var en større hype omkring serien i denne sæson, og det er altid et godt tegn. Jeg kunne sagtens se Odenkirk løbe af med sejren.

Skal jeg dog pege på én favorit, så må det blive Sterling K. Brown. This Is Us er en forrygende serie af flere årsager, men én af årsagerne er Sterling K. Brown. Han vandt en Emmy sidste år for rollen i OJ Simpson-miniserien, men bør have gode chancer for at gøre det igen. Han er stærk i hele sæsonen, men i det nominerede afsnit - Memphis - er han særdeles god. Han kan blive svær at slå. Uanset, tror jeg, den står mellem de tre. 

Måske er Hopkins et spil værd

Der er to kandidater, der er mere oplagte, men Anthony Hopkins har afgjort en chance. Dels er han en meget populær herre, der alene af den årsag kan hente stemmer, og dels er hans karakter en filosofisk person, der ofte leverer store tv-taler - akkurat som Emmy-voterne i mange år har elsket dem. Til odds 9 tror jeg, den får et lille skud, men jeg skal tygge på den, da jeg balancerer mellem 11-13 %.   

Bedste skuespillerinde i drama: Moss' fortælling er bedst

SkuespillerEpisodeOddsBookmaker
Elisabeth Moss The Handmaides' Tale Night (S1E10)

1,55

Danske Spil
Claire Foy The Crown Assasins (S1E9)

3,50

888sport
Keri Russel The Americans Dyatkovo (S5E11)

12,00

Unibet
Viola Davis How to Get Away with Murder Wes (S3E15)

15,00

Danske Spil
Evan Rachel Wood Westworld The Bicameral Mind (S1E10)

18,00

888sport
Robin Wright House of Cards Chapter 65 (S5E13)

21,00

Betsafe

Sidste års vinder, Tatiana Maslany, er ikke med i opløbet i år, hvorfor der skal findes en ny vinder. Der er flere dygtige i feltet, men meget tyder på én favorit.

Lad os starte fra bunden: Robin Wright spiller en større og større rolle i selve fortællingen i House of Cards, men akkurat som resten af serien, så synes hendes aktie at være faldende. Jeg har svært ved at se House of Cards få ret meget Emmy-kærlighed. Hun er den eneste, jeg næsten med sikkerhed vil udelukke.

For herefter mener jeg, at feltet er åbent. Ja, der er én favorit, der bør vinde, men skulle hun ikke gøre det, så kan enhver af de fire øvrige løbe af med statuetten. 

Først er der Evan Rachel Wood, der spillede med i Westworld. Hun er nomineret for det sidste afsnit i sæsonen. Jeg var vild med Evan Rachel Wood, men jeg forstår godt hendes odds. Hun spiller i store perioder af serien the damsel in distress, men tager store skridt væk fra den rolle i sidste afsnit. Hun har en chance - men det er et langskud.

Så er der Viola Davis. Ingen er mere elsket i award-land end hende: Hun har vundet en Emmy for sin rolle i How to Get Away with Murder samt en Oscar for sin rolle i Fences inden for de seneste par år. Hun er elsket. Men vi er nået til tredje sæson af How to Get Away with Murder, og som det typisk sker i Shonda Rhimes-serier, så tager tingene alt for mange twists og sving til, at det for alvor kan holde niveau. Hendes afsnit er dog ret stærkt, men det er hendes generelle popularitet, der skal bære hende her.

Keri Russell fortsætter med at levere i The Americans. Selvom vi kører på femte sæson, får serien fortsat en del nomineringer, og i det hele taget virker det til, at voterne er blevet lidt mere varme på serien, end de var i begyndelsen. Keri Russell er dygtig, og kan sagtens vinde. Det vil være en overraskelse a la sidste år, hvor Tatiana Maslany løb af med sejren, men bestemt ikke ufortjent. 

Claire Foy er bookmakernes primære kandidat til at overrumple Elisabeth Moss. Det er jeg ikke nødvendigvis helt enig i, men et eller andet skal Netflix jo få ud af at have skabt verdens dyreste serie. Foy vandt en Golden Globe for sin præstation, men det betyder ikke nødvendigvis noget her i Emmy-sammenhæng. Hun er dygtig, men jeg mener ikke nødvendigvis, hun har så meget større chance end de øvrige.

Favoritten er utvivlsomt Elisabeth Moss. Hun var storspillende i The Handmaid's Tale, og selvom jeg ikke var vild med serien, så var det svært ikke at holde af Moss. Moss blev nomineret år efter år for sin rolle i Mad Men, men formåede aldrig at vinde en Emmy - den tror jeg kommer nu.

Som sagt: Alle kan vinde i den her kategori, uden at det vil være ufortjent, men Moss er den store favorit. 

Elisabeth Moss er storfavoritten

The Handmaid's Tale er Elisabeth Moss' fortælling - og hun gør det enestående. Hun er kendt i Emmy-regi efter flere års nomineringer for sin rolle i Mad Men. Kategorien er fyldt med dygtige skuespillere, men Elisabeth Moss stråler klarest af dem alle. Jeg har omkring 70 % på hende, og det giver et fint værdispil. LÆS ANALYSEN HER.

Bedste skuespiller i komedie: Hypet Glover stråler

SkuespillerEpisodeOddsBookmaker
Donald Glover Atlanta The Big Bang (S1E1)

1,85

Danske Spil
Jeffrey Tambor Transparent Elizah (S3E1)

5,00

888sport
Anthony Anderson Black-ish Lemons (S3E12)

6,00

Danske Spil
Aziz Ansari Master of None The Dinner Party (S2E5)

7,50

Unibet
William H. Macy Shameless You Sold Me the Laundromat, Remember? (S7E8)

10,00

Danske Spil
Zach Galifianakis Baskets Freaks (S2E1)

21,00

Betsafe

De seneste to år har Jeffrey Tambor gjort noget nær rent bord i denne kategori på tværs af awardshows, men ved årets Golden Globes var det Donald Glover, der hev statuetten hjem.

Kategorien er ikke udelukkende forbeholdt de to. Ser man bort fra Zach Galifianakis, hvem jeg ikke tror på, så har de fleste en chance. Måske kan man også afskrive William H. Macy, men han har gjort det fremragende i Shameless, der nu kører på sin syvende sæson: jeg tør ikke udelukke, at han får den på baggrund af flere års flot arbejde.

Heller ikke Netflix-darlingen Aziz Ansari må udelukkes. Jeg kan godt lide stemningen i Master of None, og Aziz Ansari er dygtig, men han var bedre for et år siden, hvor han ikke vandt. Det, serien gør så godt, er, at den tager nogle hverdagssituationer og behandler dem kærligt og grundigt. Der, hvor Aziz Ansari stråler, er, når man virkelig kan mærke den følelse, han sidder med igennem skærmen. I det nominerede afslut slutter det med, at han sidder i en taxa, og man mærker, hvad han tænker og føler. Det bruger mange andre serier voiceovers til - men det behøver de ikke her. Selve afsnittet var ikke specielt godt, men det er et afsnit, der virkelig viser Ansaris kvaliteter. 

Anthony Anderson (Black-ish) er med i kampen hvert år. Black-ish er én af de få serier, jeg ikke har set, hvilket gør det lidt svært at vurdere hans præstation. Serien får dog mere og mere medvind, som årene går, så måske skal man ikke glemme ham.

Og dermed er der så Jeffrey Tambor og Donald Glover tilbage.

Jeg har efterhånden nævnt Donald Glover et par gange: Han er brandvarm. Han er dog også nomineret for directing, og af og til betyder det, at vedkommende i stedet vil få stemmerne i den pris. Det, tror jeg dog ikke, sker her: Glovers præstation i Atlanta er så god, at han nok skal få nok stemmer.

Er det nok til at triumfere? Det mener bookmakerne - og langt de fleste eksperter jf. sider som Goldderby.

Men Jeffrey Tambor har vundet de seneste to år i streg i ganske overbevisende stil. Sidste år gav han odds 1,60 før Emmy-showet, så det er noget af et spring oddset har taget.

Set i det billede blev jeg ret intereresseret i odds 5,00 ved første øjekast, men ikke mange eksperter peger på Tambor, og det plejer tit at tale om en tendens.

Min mavefornemmelse er dog, at ét af oddsene er for høje. Hvis Tambors odds er på 5,00, fordi Glover er storfavoritten (hvilket synes at være tilfældet), så bør Glovers odds vel være lavere end 1,85? Hvis Glovers odds er korrekt sat, så bør Tambor sandsynligvis være tættere på ham, hvorfor odds 5 er for højt. Men hvad er så det rigtige?

Glover eller Tambor - hvor er værdien?

Odds 5 på den forsvarende vinder lyder ved første indskydelse af meget. Men hvis Glover er den storfavorit som de fleste eksperter antyder, er det så ikke odds 1,85, der synes at være et par niveauer for højt? Jeg tror, der er værdi - men jeg er godt nok i tvivl om, hvorhenne den er.

Bedste skuespillerinde i komedie: Svær kategori

SkuespillerEpisodeOddsBookmaker
Julia Louis-Dreyfus Veep Groundbreaking (S6E10)

1,40

Danske Spil
Tracee Ellis Ross Black-ish Being Bow-Racial (S3E8)

7,50

888sport
Lily Tomlin Grace and Frankie The Burglary (S3E4)

9,00

Betsafe
Allison Janney Mom Tush Push and Some Radishes (S4E18)

11,00

Danske Spil
Pamela Adlon Better Things Future Fever (S1E5)

21,00

Unibet
Ellie Kemper The Americans Kimmy Goes to College! (S3E4)

21,00

NordicBet
Jane Fonda Grace and Frankie The Pot (S3E6)

31,00

888sport

Jeg har længe valgt, at jeg ikke tør sætte alt for meget efter Veep i år. De kan fortsætte deres dominans, især i (endnu) et år hvor det politiske fylder så meget, men samtidigt ved vi jo også godt, at det slutter lige pludselig. Hvis ikke i år, så sandsynligvis næste år eller året efter. 

Så derfor frister odds 1,40 på Julia Louis-Dreyfus ikke det mindste. Hun er en Emmy-darling, og sandsynligheden er, at hun løber af med prisen igen. Det vil jeg ikke benægte: værdien er der bare ikke i min optik. Veep-toget ser ud til at holde dampen oppe (én nominering mere i år end sidste år), så det er ikke, fordi jeg nødvendigvis tror, at voterne er trætte af hverken serien eller Julia Louis-Dreyfus (der igennem tiden har hentet ni Emmy Awards).

Men hun har altså vundet fem år i streg, og det er slet ikke utænkeligt, at der kommer en mæthed omkring hende. Sker det i år? Måske ikke. Ser man på Goldderby - som igen: god rettesnor, men ikke facitliste - er der ret stor enighed om, at hun vinder. Vi snakker omkring 80 % af alle, der peger på Julia Louis-Dreyfus. Og Veep er stadig god, bestemt, så hvorfor ikke?

Skulle hun tabe, så er der tre stærke kandidater, der står klar til at overtage titlen. Der skal ikke være tvivl om, at jeg tror mest på Tracee Ellis Ross. Eftersom jeg ikke har set Black-ish, er det svært at vurdere hendes præstation, men det er hende, der konstant bliver fremhævet, og hun vandt en Golden Globe, hvilket betyder, at hun har mange af voternes approval. 

Hvis der er en, der kan komme tæt på Julia Louis-Dreyfus i voter love, så er det Allison Janney. Mom-skuespillerinden har i årevis været nomineret som bedste birolle og vundet to gange, men er i år røget i hovedkategorien, fordi hun naturligt har fået mere ansvar i serien. Hun har vundet syv Emmys i både drama og komedie-genren, så hun har også et ret markant talent: det er ikke alle, der kan vinde for bedste karakter i både drama og komedie. Men det skal med, at hun blev forbigået som bedste birolle sidste år: det er svært at vinde som hovedrolle året efter i så fald, tænker jeg umiddelbart.

Lily Tomlin fra Grace and Frankie er som altid dygtig. Hun er den af de tre, jeg tror mindst på, men hun er den bedste i en relativt morsom komedieserie, så selvfølgelig har hun en chance. 

Det efterlader tre - Pamela Adlon, Ellie Kemper og Jane Fonda. Jeg ville blive ret overrasket hvis nogen af dem vinder. 

No bet: Emmy-darling kan vinde - men hvad med voter fatique?

Jeg kommer ikke med nogle væddemål i denne kategori. Julia Louis-Dreyfus er naturligt nok favoritten efter fem triumfer i streg, men hvor længe kan hun holde dampen oppe? Eller rettere: hvornår bliver voterne trætte af at stemme på hende? Ikke meget tyder på, at det sker i år, men det KAN ske, og til det lave odds er jeg ikke specielt interesseret.

Umiddelbart er der dog ikke én konkurrent, der stikker meget i øjnene. Måske Tracee Ellis Ross efter Globe-triumfen eller Allison Janney, der også har vundet mange Emmy-statuetter - men det er nok i sidste ende tvivlsomt. 

Vigtige informationer om Emmy Awards 2017

Værten tyder på en politisk aften

Emmy Awards roterer tv-kanal fra år til år, og typisk er det tv-kanalen, der bestemmer, hvem der skal være årets vært. På den måde får vi et meget varieret show fra år til år, da det er værten, der styrer stemningen og stilen for showet.

Aftenens vært er Stephen Colbert, og allerede her kan stilen være lagt. Colbert er en dygtig talkshowvært, men først da han valgte en meget politisk-domineret stil i The Late Show særligt centreret om Donald Trump, har han formået at træde lidt ud af den tunge skygge fra David Letterman (som han erstattede tilbage i 2014).

Dermed er der lagt op til en aften med en politisk agenda. Det er Colberts stil, og det vil undre mig, hvis han pludselig skulle vælge en anden kurs her. Og der er jo masser af stof fra tv-serierne at tage fat i.

Det betyder dog ikke, at priserne præges af det: stemmerne bliver jo placeret flere uger før showet.

Markant regelændring har ændret tendensen

For et par år tilbage lavede man en væsentlig ændring i Emmy-showet. Fra at have en mindre, særligt udvalgt jury, der skulle stemme på hver deres kategori, valgte man at sige, at alle medlemmer af Emmy-akademiet kunne stemme i den kategori, hvor de må anses som værende ekspert, såfremt de ikke er farvet af at være med i kategorien.

Det vil sige, at alle skuespillere, der er medlem af Emmy-akademiet, kan stemme på kategorier som bedste hovedrolle i en dramaserie, bedste serier og så videre. Det gør det alt andet lige i højere grad til en popularitetskonkurrence.

I mange år har Emmy Awards været 'kedelige og konservative', når der skulle kåres vindere, men i de seneste par år har tendensen været, at de har været lidt friskere i deres valg. For eksempel vandt fan-darlingen Tatiana Maslany en pris sidste år for hendes imponerende roller i Orphan Black - fortjent i min optik, men også ret overraskende. Det er en tendens, man skal huske på.