Hvordan kan man kalde et spillemarked "sort", når det ikke er ulovligt? Og hvorfor skal man som forbruger benytte de licenserede bookmakere, hvis man kan få bedre priser hos de udenlandske? Vi har spurgt Morten Rønde, formand for bookmakernes brancheorganisation DOGA, der heller ikke kender til, at de licenserede bookmakere udelukker vindende spillere.

Lovgivningen skal strammes, så Pinnacle Sports, Sbobet og andre udenlandske bookmakere får sværere vilkår. Regeringen og Skatteministeriet må længere frem i skoene. Og så har DOGA - bookmakernes brancheorganisation - svært ved at tro, at vindende spillere systematisk får limits hos de dansk-licenserede bookmakere.

Det er nogle af konklusionerne af BetXperts interview med DOGAs formand Morten Rønde, som du kan læse nedenfor.

Vi starter dog lige et andet sted.

For ifølge en undersøgelse foretaget af DOGA (læs spørgsmål og svar her), så foregår en betydelig del af danske sportsbetteres omsætning hos udenlandske bookmakere uden licens - som fx Pinnacle Sports og Sbobet.

Undersøgelsen - hvor mere end 1.000 danske bettere har medvirket - viser, at det er 8 procent af de adspurgte, der har bettet ved en spiludbyder uden dansk licens. Men det er hele 17 procent af omsætningen, som spilles ved disse bookmakere.

I et interview på pnn.dk beklager Morten Rønde, at så mange spiller hos "sorte udbydere".

"Sorte udbydere"

Men hvordan kan man kalde det "sorte udbydere", for så længe udenlandske bookmakere ikke markedsfører sig på det danske marked, er det hverken ulovligt for bookmakerne eller danskere, som spiller der?

Hvem er disse "sorte udbydere", Morten Rønde?

"Sorte udbydere er de spiludbydere, der ikke har licens i Danmark. De tager imod spil fra danske spillere uden at have nogen tilladelse til det."

Men det er vel ikke ulovligt?

"Det er ikke sikkert, det er ulovligt, men den danske lovgivning er lavet lidt spidsfindigt, så hvis man ikke reklamerer i Danmark, så bliver man ikke betragtet som dansk udbyder, og så går man ikke ind under lovgivningen. Vi synes, det er en forkert måde at lave lovgivningen."

Men det er vel ikke ulovligt for spilleren, så hvorfor hedder det så det "sorte" marked?

"Det er ikke ulovligt for spilleren. Det sorte marked er noget, vi kalder det, når spiludbydere uden licens tilbyder spil."

Samme krav til alle spiludbydere

Hvad er der galt ved som forbruger at spille disse steder?

"Du ved ikke, hvad det er for en lovgivning, de bliver reguleret af. Du ved ikke, om de tjekker for hvidvask, du ved ikke, hvor pengene fra den spilleautomat, du spiller på, går hen. Det kan godt være, at det er en ganske glimrende bookmaker, som har styr på de ting, men det er helt tilfældigt. Men jeg siger som sådan ikke, at der er noget galt ved det. For os er det bare vigtigt, at der gælder de samme vilkår for alle spiludbydere."

Kan man fortænke spillerne i at spille der, hvor priserne er bedst?

"Jeg ved ikke, hvor priserne er bedst, og om de er lidt bedre ved bookmakerne ude i Asien. Men det var derfor, man ændrede lovgivningen dengang (liberaliseringen, red). Jeg håber efterhånden, at differencerne er så marginale, at det bedst kan betale sig at spille hos bookmakere med dansk licens.

Er I ikke bekendt med, at odds hos de asiatiske bookmakere stadig ligger markant over de dansk-licenserede?

"Det vil jeg gerne have lov at tale med spiludbyderne om. Jeg er ikke personlig klar over, at de skulle være meget højere. Men jeg vil gerne finde ud af det."

Men hvis nu vi siger, det er sådan. Er det så ikke fair nok, at forbrugerne går derhen, hvor de bedste odds findes?

"Det er altid en opvejning af, hvad man synes er bedst. Jeg kan godt forstå, hvis nogle spillere går efter de bedste produkter. Det er ikke kun i betting – det er også inden for online-bingo - hvor man går efter de bedste produkter, og det er sikkert uden for Danmarks grænser. Men det skal vi have ændret på, så de danske forbrugere kan få lige så gode produkter herhjemme som i udlandet."

Svære konkurrenceforhold

Er det ikke bare et spørgsmål om, at Unibet*, Nordicbet*, Sportingbet osv. skal blive mere konkurrencedygtige?

"Den helt store forskel er her, at de betaler 20 procent i skat af spilindtægterne. På den måde er det svært at blive mere konkurrencedygtig. Spørgsmålet er snarere, om vi ikke skal gøre mere for, at de får licens i Danmark. Det er faktisk et fåtal, der ikke har det. Og det er i dag så nemt at få licens, at det burde være muligt for dem at få licens på nogle okay rimelige vilkår."

Hvor skal presset komme fra?

"Det skal komme flere steder fra, men primært fra myndighederne. Regeringen og Skatteministeriet skal se at få strammet op på lovgivningen, så disse udenlandske bookmakere bliver omfattet af lovgivningen."

Tror ikke, at vindende kunder udelukkes

Hvad med de spillere, som er udelukket fra de licenserede bookmakere pga. limits? Hvor skal de gå hen, hvis ikke de skal bruge bookmakere uden licens?

"Det ved jeg ikke, om det er rigtigt. Jeg ved godt, der er er nogle som af forskellige årsager får limits. Det er man simpelthen nødt til. Det er nødvendigt for, at markedet ikke tipper. Der er så lille en margin, så du kan ikke bare acceptere alle væddemål."

Mange af vores brugere hos BetXpert er ramt af limits, så de ikke længere kan spille hos de licenserede bookmakere. Den gruppe har vel ikke noget andet valg end at spille hos de udenlandske?

"Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg vil gerne undersøge det – og det er da en diskussion værdig – også internt i branchen, om man skal se på det."

Er det ikke jeres opgave at skabe nogle forhold, så også vindende spillere kan spille hos de licensererede bookmakere?

"Jeg accepterer ikke det, du siger. At hvis man vinder meget, så bliver man limiteret. Det tror jeg ikke passer."

Men vil I fra DOGAs side mene, at det er et problem, hvis vindende spillere - som har et bestemt spillemønster - systematisk udelukkes fra de licenserede bookmakere? 

"Jeg kan ikke kommentere på det der. Jeg er ikke bevidst om, at det er sådan. Jeg synes, det lyder rigtig mærkeligt. Du er den første, der siger sådan noget til mig nogensinde. Jeg tror ikke på, det er rigtig."

Det er det, vi hører fra mange af vores brugere. Nogle spiller kun ved Pinnacle og Sbobet, fordi de får limits af licenserede bookmakere. Hvis du bliver bekendt med, at det rent faktisk forholder sig sådan, vil du så tage det op i jeres brancheorganisation?

"Ja absolut, det vil jeg gerne."