På trods af et tumultarisk efterår, hvor forhandlinger mellem DBU og det danske kvindelandshold længe var gået i hårdknude, er støtten til kvinderne uforandret fra landsholdets hovedsponsor, Oddset.

Selvom der i efteråret i højere grad har været kedelige historier om det danske kvindelandshold udenfor banen end om spillet på banen, og selvom Sverige har appelleret den straf, som UEFA har tildelt DBU, har det aldrig været et tema for landsholdets hovedsponsor, Oddset, at ophæve samarbejdet. Det oplyser pressechef Marie Grabow Westergaard til BetXpert.

"Vi har en kontrakt til 2019. Hvis der var sket alle mulige ting i efteråret, som ikke skete, så havde tingene måske set anderledes ud, men som tingene er lige nu, har vi en kontrakt indtil VM 2019, og det ser vi frem til og er glade for," siger hun.

Da det i oktober stod klart, at landsholdets spillere ville udeblive fra VM-kvalifikationskampen mod Sverige, udtalte Danske Spils administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, til DR, at hun var ked af aflysningen. I samme ombæring ønskede hun ikke at kommentere på, hvorvidt det kunne komme på tale at trække sponsoratet af landsholdet, men henviste til et forestående møde med DBU. Det møde blev afholdt midt i december og forløb ifølge pressechef Marie Grabow Westergaard ganske udramatisk.

"Der har ikke på noget tidspunkt været en større tvivl om, om vi skulle fortsætte som sponsor. Det her møde handlede kun om, hvad der skal ske frem mod 2019. På et tidspunkt var der fra landsholdets side nogle usikkerheder, ift. om der overhovedet skulle være et kvindelandshold. Der var vi i sagens natur i tvivl om sponsoratet, hvis der ikke ville være et kvindelandshold at være sponsor for. Men det har aldrig fra vores side været et ønske om at standse sponsoratet," siger hun.

Marie Grabow Westergaard oplyser, at Danske Spil* ikke ønskede at kommentere konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet, da den stod på, og heller ikke ønsker det nu. Hun erklærer sig dog tilfreds med, at parterne nåede frem til en fælles aftale.

Midt i november taberdømte UEFA kvindelandsholdet efter udeblivelsen fra kampen mod Sverige. Samtidig fik landsholdet en betinget udelukkelse fra alle UEFAs turneringer, hvis et lignende afbud skulle opstå indenfor de næste fire år, mens DBU måtte betale en bøde på knap 150.000 kroner.

Det sidste kapitel i den historie er dog ikke skrevet, da det svenske fodboldforbund i sidste uge appellerede straffen, som den svenske generalsekretær, Håkan Sjöstrand, ikke mente var proportionel med overtrædelsen. Han frygter, at den åbner en dør for, at andre fodboldforbund i fremtiden kan spekulere i at gøre som Danmark.