Er det nok hvis Danmark slår Italien (og Bulgarien snubler)? Vi har gennemgået dårligste toer-regnskabet, og svaret er: Ja, hvis Norge hjælper til. Men vil nordmændene ikke hellere hjælpe Island? Måske vi skal hænge vores hat på Slovenien...


Vejen til Brasilien er kompliceret - på alle måder.


Godt så. Danmark vandt over Malta og Armenien, og nu skal vi så "bare" vinde hjemmekampene mod Italien (der har sikret sig førstepladsen og derfor næppe vil være 100% motiveret) og Malta, samtidig med at Bulgarien ikke får fuldt udbytte af sine kampe mod Armenien og Tjekkiet - så er andenpladsen i VM-kvalifikationsgruppe B rød og hvid.

Bare og bare – helt enkelt er det ikke. Men lad os sige at det flasker sig. Hvad så? 

Sorteper går til den dårligste toer

Dermed er alt ikke fryd og gammen. For en andenplads giver ikke automatisk adgang til to playoff-kampe mod en anden toer. Det er kun de otte bedste toere i de ni kvalifikationsgrupper der får chancen. Og meget taler for at Danmark kommer til at stå med sorteper og håret i postkassen. 

Dårligste toer- regnskabet gøres op ved at kigge på de point hver toer har vundet i sin gruppe (og derefter, hvis nødvendigt, måldifference og antal scorede mål). Bemærk at der i toer-regnskabet kun kigges på kampene mellem gruppens fem bedste hold selv om de fleste af grupperne har seks. Det vil altså sige at Danmarks kampe mod Malta (der lander sidst i Gruppe B) ikke tæller med.

Lad os være optimistiske og sige at vi vinder 2-0 over Italien. I så fald har vi 12 toer-point og en måldifference på 9-9. Hvor stiller det Danmark i det samlede toer-billede? Ikke uden håb, men det ser meget spinkelt ud...

Af de øvrige otte grupper, er to irrelevante fordi toer-kandidaterne allerede har for mange point: Gruppe G og I. Der er så seks grupper tilbage. Disse kan vi dele op i to scenarie-kategorier: "Det sker næppe" og "Umiddelbart ikke umuligt, men..."

Det sker næppe

Gruppe A: Kroatien skal tabe til Belgien og helst også til Skotland.
Gruppe C: Sverige skal tabe to kampe, og Østrig skal tabe til Færøerne.
Gruppe D: Holland skal kæmpe trods manglende motivation, og Estland skal overraske mod Rumænien.
Gruppe F: Portugal skal tabe til Israel.

Gruppe H: Fx at Ukraine taber stort hjemme mod Polen, men tager andenpladsen.

Umiddelbart ikke umuligt, men...

Gruppe E: Norge skal vinde begge sine kampe.

Ikke vildt usandsynligt i sig selv. Men vil nordmændene virkelig kæmpe for at vinde først over Slovenien og derefter over Island – velvidende at en sejr mod de nordatlantiske brødre betyder at Danmark får en playoff-billet fremfor både Island og Norge?

Alternativet – for nu at flå sidste runde-skæbnen ud af vrisne norske og islandske hænder – er at Norge taber knebent til Slovenien samtidig med at Cypern vinder eller får uafgjort mod Island. Så skal Slovenien "bare" vinde over gruppevinderne fra Schweiz. I så fald betyder Norge-Island ingenting. Og hvis den slovenske sejr over Schweix desuden er smal, har Danmark en chance via måldifferencen.

Nærmere gennemgang af grupperne


(Sig endelig til hvis der er fejl).

(Se også denne forumtråd hvor brugerne nortgreen og Allez kigger på chancerne).

Gruppe A

Nr 2: Kroatien (medmindre Belgien taber i Kroatien og hjemme til Wales – i så fald har Belgien mindst 15 toer-point).
Ikke-tællende agterlanterne: Wales, Makedonien eller Skotland.

Kroatien har pt 11 toer-point (med Wales som ikke-tællende agterlanterne). Sidste runder: Belgien hjemme og Skotland ude.

DK skal håbe på to kroatiske nederlag, eller stort tab mod Belgien og højst uafgjort mod Skotland.

Hvis Kroatien taber til Belgien, er der følgende scenarier:

Kroatien taber til Skotland: i alt 11 kroatiske toer-point.

Kroatien slår Skotland, og skotterne får sidstepladsen: i alt 17 kroatiske toer-point.
Kroatien slår Skotland, og skotterne får IKKE sidstepladsen: i alt 14 kroatiske toer-point.
Kroatien spiller uafgjort mod Skotland, og skotterne får sidstepladsen: i alt 14 kroatiske toer-point.
Kroatien spiller uafgjort mod Skotland, og skotterne får IKKE sidstepladsen: i alt 12 kroatiske toer-point. Målscoren er 7-4 (ved Wales som ikke-tæller) eller 8-4 (ved Makedonien som ikke-tæller) MINUS nederlaget mod Belgien.


Gruppe C

Nr 2: Sverige eller Østrig. 
Ikke-tællende agterlanterne: Sandsynligvis Færøerne.

Sverige er pt toer med 3 point flere end Østrig, men møder netop Østrig i næstsidste runde (hjemme), og gruppeetter Tyskland i sidste runde (hvor Østrig møder Færøerne, gruppens agterlanterne).

Både Sverige (toer-målscore 9-7) og Østrig (10-8) har pt 11 toer-point. Og da de skal mødes, ender gruppens 2er altså med allermindst 12 toer-point.

DK skal håbe på uafgjort i Sverige-Østrig og svensk tab i Sverige-Tyskland. Så snupper østrigerne andenpladsen (med sejr over Færøerne) med 12 toer-point og en toer-måldifference på +2.

Endnu bedre er det naturligvis hvis Sverige taber begge sine kampe, men alligevel holder fast i gruppens andenplads fordi Østrig taber til Færøerne (og på een eller anden måde lander med dårligere måldifference end Sverige). Men det sker næppe - trods mindet om Landskrona/1991...

Gruppe D

Nr 2: Ungarn, Tyrkiet eller Rumænien.

Ikke-tællende agterlanterne: Andorra.

Ungarn mangler Holland ude, Andorra hjemme. Tyrkiet mangler Estland ude og Holland hjemme. Rumænien mangler Andorra ude, Estland hjemme.

DK skal håbe at Holland gider kæmpe trods manglende motivation (landet har sikret sig førstepladsen), og at Estland kan overraske mod Rumænien.

Hvis Ungarn taber til Holland og slår Andorra, så lander ungarerne på 11 toer-point. Men andenpladsen kan være røget.

Tyrkiet kan snuppe andenpladsen fra Ungarn, men hvis det sker via fire point i de sidste to runder, så har tyrkerne også kun 11 toer-point.

Rumænien er nok farligere: Med sejre over Andorra og Estland, kan rumænerne tage andenpladsen og det med 13 toer-point. Men hvis Estland på een eller anden måde får uafgjort, har Rumænien kun 11 toer-point.

Gruppe E
Nr 2: Island, Slovenien, Norge eller Albanien (eller Schweiz, men så skal schweizerne tabe de to sidste kampe).

Ikke-tællende agterlanterne: Cypern (med stor sandsynlighed).

DK skal håbe at Norge vinder begge sine kampe, eller at Slovenien får 4 point, samtidig med at Island højst får 3. Eller at Slovenien får 6 point via to smalle sejre, samtidig med at Island højst får 4 point.

Island (13 point) har allerede 13 toer-point. DK skal altså håbe at islændingene mister andenpladsen (mangler Cypern hjemme og Norge ude).

Slovenien (12 point) har 6 toer-point og kan altså højst nå 12. Mangler Norge hjemme og Schweiz ude. Pt siger slovenernes toer-måldifference 7-9.

Norge (11 point) har 5 toer-point og kan altså højst nå 11. Mangler Slovenien ude og Island hjemme.

Albanien (10 point) har syv toer-point og kan højst nå 10. Mangler Schweiz hjemme og Cypern ude.

Gruppe F

Nr 2: Rusland eller Portugal (Israel har en lille chance).

Ikke-tællende agterlanterne: Azerbaidjan, Luxembourg eller Nordirland.

Rusland vinder sandsynligvis gruppen (mangler Luxembourg og Azerbaidjan). Hvis russerne skulle blive nr 2: Pt har de 12 toer-point (medmindre Nordirland bliver nr sjok; 15), og det bliver nok til flere.

Portugal bliver nok nr 2. Portugiserne mangler Israel og Luxembourg hjemme. HVIS de på een eller anden måde må nøjes med uafgjort mod Israel og vinder over Luxembourg der så slutter sidst (det afhænger dog af Nordirland og Azerbaidsjan), så lander portugiserne på 12 toer-point og en god måldifference.

DK skal altså håbe at Portugal TABER til Israel, og at Luxembourg bliver nr sidst. Så har Portugal kun 11 toer-point.


Gruppe G
Nr 2: Bosnien eller Grækenland

Ikke-tællende agterlanterne: Liechtenstein (med stor sandsynlighed).

Bosnien og Grækenland har begge 16 toer-point.

Det er ikke her Danmark skal hænge sin hat.

Gruppe H

Nr 2: England, Ukraine, Montenegro eller Polen.

Ikke-tællende agterlanterne: San Marino (med stor sandsynlighed).

DK skal håbe på følgende: At Ukraine taber meget stort hjemme til Polen, men tager andenpladsen via sejr over San Marino.

England (16 point) har pt 10 toer-point. Møder Montenegro og Polen hjemme.
Ukraine (15) har 12 toer-point. Møder Polen hjemme og San Marino ude.
Montenegro (15) har 9 toer-point. Møder England ude og Moldova hjemme.
Polen (13) har 7 toer-point. Møder Ukraine og England ude.

Hvis ukrainerne taber til Polen, er det måldifferencen der afgør det i forhold til Danmark. Pt har Ukraine desværre en god toer-måldifference på +6.

Der er flere mulige scenarier med lykkelig udgang for DK i denne gruppe, men alle virker ret urealistiske.

Gruppe I

Nr 2: Spanien eller Frankrig.

Ikke-tællende agterlanterne: Ingen (kun 5 hold i gruppen).

Både Spanien og Frankrig har 14 toer-point. Intet at komme efter for Danmark.