Bundesligaen sparkes i gang fredag. Læs om alle 18 hold, deres handlen på transfermarkedet og forventninger til den nye sæson.

Så er der ikke længe til Bundesligaen sparkes igang igen. Herunder følger en optakt og guide til holdene med udgangspunkt i sidste sæsons præstationer, ageren på transfermarkedet og forventninger til kommende sæson.

Sidste sæson bød vanen tro på et hav af overraskelser i det tyske; Dortmund løb suverænt med mesterskabet, Hannover 96, Mainz 05 og FC Nürnberg sloges om europæiske pladser og store hold som Stuttgart, Werder Bremen, Schalke 04 og Wolfsburg var alle henvist til en placering i den nedre halvdel.

Ud røg Eintracht Frankfurt og Hamburg-oprykkeren St. Pauli - mens den gamle storklub Borussia Mönchengladbach klarede skærene via playoff-kampe mod Bochum, nr 3 i den næstbedste række.

Forvent ikke en sæson uden overraskelser i år; Bundesligaen er én af de mest jævnbyrdige ligaer i Europa og det er ikke uvant at se et hold sikre sig europæiske fodbold den ene sæson, for dernæst at rykke ned den kommende sæson.

Her følger en gennemgang af de 18 hold og et forsøg på at skabe et overblik over hvor de forskellige klubber vil være at finde når sæsonen når sin udgang i maj næste år. Hermed også en henstilling om at være påpasselig med indsatserne i starten af sæsonen; Bundesligaen er til tider svær at gennemskue og meget uberegnelig - det eneste der er sikkert, er at tyskerne vinder til sidst!

NB: Transfervinduet er endnu ikke lukket, så der kan nå at ske ting og sager endnu. Der tages desuden forbehold for fejl, mangler og ukorrekte spådomme.

Teksten gennemgår hvert holds væsentligste transfers. For en komplet transfer-liste, se transfermarkt.de, bundesliga.de eller kicker.de

Tips

Tip til de tyske kampe kan løbende findes på denne side (der foreligger i skrivende stund diverse tips, både sæsonspil og spil til første runde):

http://betxpert.com/ekspert/martin-k-andersen

ODDS

Hvem vinder mesterskabet?

Bayern: 1,62 (88sport og Ladbrokes)

Dortmund: 6,00 (Ladbrokes)

Bayer Leverkusen: 13 (betway)

Schalke: 23 (betway)

Wolfsburg: 29 (betway)

HSV: 34 (Paddy Power)

Werder Bremen: 41 (betway)

Stuttgart: 41 (betway)

Hoffenheim: 125 (Unibet*)

Hannover: 150 (Unibet*)

Hertha Berlin: 200 (Unibet*)

Köln: 201 (betway)

Mainz: 250 (Unibet*)

Gladbach: 300 (Expekt*)

Kaiserslautern: 501 (Paddy Power)

Freiburg: 600 (Unibet*)

Nürnberg: 751 (bet365*)

Augsburg: 751 (888sport)


OPTAKT. BUNDESLIGAEN, 2011/2012

 

BORUSSIA DORTMUND

Sidste sæson: Nr. 1. Dortmund hev overraskende mesterskabet hjem. En imponerende bedrift i sig selv, der ikke blev mindre imponerende af måden hvorpå Die Schwarzgelben spillede. Klopp's opskrift var simpel, men succesfuld: konstant presspil så snart holdet mistede bolden og energisk pasningsspil over hele banen. Unge spillere som Mario Götze, Kevin Grosskreutz, Shinji Kagawa, Sven Bender, Mats Hummels og Marcel Schmelzer, der før sidste sæson var stort set ukendte for den gennemsnitlige fodboldfan, leverede præstationer der med et slog deres navne fast i tyskernes bevidsthed. Kombineret med lidt mere velkendte navne som Lucas Barrios, Neven Subotic og holdets talisman, Nuri Sahin, lærte modstanderne hurtigt at frygte Dortmund.

Transfers: I salget af Nuri Sahin til Real Madrid har man mistet sin vel nok bedste og vigtigste spiller. Sahin var manden der trak i trådene og når han ikke satte sine holdkammerater i stævne fra sin position på midtbanen, udgjorde han selv en trussel. Udover sine otte sæsonmål og 13 assists udfyldte han rollen som playmaker til perfektion og kan med rette kaldes for 10/11-sæsonens bedste spiller. Udover Sahin har man solgt Tamás Hajnal og Markus Feulner, mens Dede er smuttet på fri transfer.

I forsøget på at lukke hullet efter Sahins exit har man hentet Ilkay Gündogan i Nürnberg og Ivan Perisic i Club Brügge. 20-årige Gündogan var blandt Nürnbergs bedste sidste sæson og en spændende spiller at følge, mens Perisic ankommer fra Belgien med 22 mål og 10 assists i sidste sæsons 37 ligakampe. Det bliver Gündogan der skal forsøge at overtage Sahins plads på midtbanen, men selvom han også er stærk i pasningsspillet, er der alligevel et stykke op til Sahins playmaking-kvaliteter.

En tredje spiller der er værd at holde øje med er unge Moritz Leitner, der sidste sæson spillede en stor rolle i Augsburgs oprykning. Han ligner en fremtidens mand i Dortmund og det forventes at han får nogle indhop i løbet af sæsonen.

Styrket/svækket: En smule svækket.

Denne sæson: Det helt store spørgsmål er om Dortmund er i stand til at gentage successen fra sidste sæson. Optimisterne vil argumentere, at holdet er ungt og dynamisk og Klopps filosofi stadig står ved magt, mens pessimisterne vil pege på Sahins exit og at holdet nu også skal koncentrere sig om Champions League, som de afgørende faktorer for, at det ikke kan lykkes.

Med indkøbet af Gündogan og Perisic har man hentet nogle spændende spillere, men hullet på midtbanen kan vise sig for stort at dække. Med en Kagawa tilbage fra skade og en potentiel superstjerne i Mario Götze er Dortmund dog stadig et hold der er værd at frygte, så forvent at se de sortgule blande sig i toppen af ligaen igen.

Bud på placering: 1-3.


BAYER LEVERKUSEN

Sidste sæson: Nr. 2. Gennem stort set hele sæsonen lå Bayer Leverkusen omkring toppen af tabellen. Dortmund havde dog et solidt forspring og man var aldrig rigtig i nærheden af for alvor at udfordre En andenplads er dog bestemt også godkendt og holdet kan nu høste frugterne i form af CL-deltagelse.

Med en statistik på 11-3-3 var Leverkusen ligaens bedste udehold og med 64 mål i 34 kampe var man heller ikke helt uefne foran mål. Holdets svage punkt var defensiven der ofte så ud til at være på usikker grund. De 24 indkasserede mål på eget græs (der er dårligst i top 7) vidner om dette.

Transfers: Man har ikke været i stand til at holde på sidste sæsons store profil og topscorer, Arturo Vidal, der er draget til Juventus. Han ønskede ikke at forlænge sin kontrakt der udløb om et år og da Bayern var meget interesserede valgte man at sende ham ud af Tyskland nu fremfor til Bayern efter denne sæson. Med sine 10 ligamål og 11 assists bliver Vidal en meget svær mand at erstatte. Udover Vidal har Sami Hyypiä indstillet karrieren.

Ind er kommet André Schürrle (15 mål og fem assists for Mainz), Ömer Toprak (ung forsvarer fra Freiburg) og Bastian Oczipka (back der var udlejet til St. Pauli).

Scürrle, der er tiltænkt en plads på den offensive venstrekant eller i angrebet, kan helt sikkert bidrage med noget fremad banen, men man mangler stadig at lukke hullet efter Vidal som spilstyrer på midtbanen - en tjans Michael Ballack nok får chancen for at påtage sig.

 

Styrket/svækket: En anelse svækket.

Denne sæson: Leverkusen har truppen til igen at gøre sig gældende i toppen. Et mesterskab er nok lidt for meget at drømme om, men endnu en sæson med Champions League vil bestemt blive set som en succes. I første omgang bliver det spændende at se hvordan holdet vil klare sig i to turneringer med en trup der ikke er alt for bred og med manglende kvalitet på bænken. Man er allerede røget ud af pokalturneringen med et pinligt nederlag i ekstratiden til Dynamo Dresden, selvom man kom foran 3-0.

Leverkusen har desuden en ny mand i trænersædet; unge Robin Dutt, der sidste sæson førte Freiburg til en flot placering i den øverste halvdel af tabellen.

Bud på placering: 3-5


 

BAYERN MUNCHEN

Sidste sæson: Nr. 3. En tredjeplads og en semifinale i cuppen vil for de fleste tyske hold betyde en succesfuld sæson. Det gør det ikke i Bayern München. Sæsonen 2010/11 er derimod blevet betegnet som lidt af en katastrofe-sæson og kun en solid slutspurt sikrede holdet CL-deltagelse i den kommende sæson.

Men det var nu ikke kun Bayerns præstationer på banen der påkaldte sig opmærksomhed. Meget af sæsonen gik med skænderier og tovtrækkeri mellem Uli Hoeness og daværende træner Louis van Gaal. Udgangen blev (som ventet) at van Gaal måtte pakke sine ting og forlade klubben.

Transfers: Defensiven har længe været Bayerns akilleshæl og det har i dette transfervindue været tydeligt, at målet var at forbedre forsvaret. Ind er kommet Jerome Boateng der er tiltænkt en plads i det centrale forsvar, mens Rafinha er kommet ind til højrebacken. Rafinha har ikke just imponeret de sidste par sæsoner, men Bayern har siden hans Schalke-tid udtrykt en stor interesse i spilleren og storholdet har nu endelig fået sin vilje. Rafinha på højreback betyder, at Lahm skifter tilbage til venstresiden af forsvaret.

Holdets uden tvivl største transfer er dog købet af Tysklands landsholdsmålmand, Manuel Neuer, i Schalke 04. I Neuer har Bayern fået en af Europas bedste målmænd på en position der har manglet stabilitet siden Kahn-tiden.

Bayern har desuden hentet den spændende angriber, Nils Petersen i Energie Cottbus, der scorede 28 gange i 38 kampe for 2. Bundesliga-klubben.

Ud er gået Thomas Kraft, Hamit Altintop, Andreas Ottl, Mehmet Ekici og Miroslav Klose. Alle spillere uden for startopstillingen og/eller i periferien af førsteholdet. Kloses afgang kan ses som en svækkelse, men med en brandvarm Gomez og en skadesfri Ivica Olic var Klose et stykke nede i hierarkiet. 

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Forventningerne er klare; Bayern skal tilbage på tronen af tysk fodbold. Statistikken taler da også til fordel for storklubben; siden 1996 har holdet ikke gået to sæsoner i træk uden at vinde titlen.

I forhold til sidste sæson, hvor van Gaal nægtede at forstærke holdet i transferperioden, har man i dette vindue handlet stort og fornuftigt. Vitale positioner er blevet styrket og Bayern ligner allerede et solidt bud på en vinder. Kan Robben & Ribbery holde sig nogenlunde skadesfrie vil Bayern-offensiven sandsynligvis endnu engang blive ligaens mest scorende (81 mål i 34 kampe sidste sæson), og med en forstærket defensiv lover det godt for topholdet.

Den nye mand i trænersædet, Jupp Heynckes, er en mand efter Hoeness' hoved; kontrollerbar og ukarismatisk, men vellidt i Bayern og god i mandskabspleje. Han er et safebet i forhold til en mand som van Gaal og den ro Heynckes kan skabe, kan meget vel være afgørende for hvor langt Bayern München når denne sæson.

Bud på placering: 1-2.


 

HANNOVER 96

Sidste sæson: Nr. 4. Hannover leverede en af sæsonens største overraskelser ved at nuppe fjerdepladsen. Hen mod slutningen af sæsonen lå man faktisk til en tredjeplads og dermed CL-kvalifikation, men det glippede til sidst. Der er dog ingen sure miner i Hannover; det er blot anden gang i klubbens historie at man kvalificerer sig til Europa og fjerdepladsen er klubbens bedste placering i Bundesligaens historie.

Træner Mirko Slomkas formel for succes var noget ulig et hold i toppen af tabellen, da man udelukkende fokuserede på kontraangreb og hurtigt omstillingsspil. Man lod simpelthen modstanderen have bolden og slog derefter til på kontra når bolden var erobret. Og holdet var gode til det; da man var nået til midten af april havde Hannover scoret 14 mål på angreb der alle varede under 10 sekunder.

Indkøbet Didier Ya Konan (for ca. €550.000 fra Rosenborg) viste sig som den perfekte angriber i kontra-setuppet. Udover selv at have en målnæse var Konan dygtig til at modtage bolden og levere den hurtigt videre til en fremad stormende midtbanespiller.

Hannover præsterede over hele sæsonen; kun to gange skete det, at man tabte to gange i træk - og begge gange fandt man tilbage på sporet med efterfølgende fem kampe uden pointtab.

Transfers: Der har været noget stille på transferfronten hos Hannover. Man har igen været i Norge og hentet Stabæks Henning Hauger (midtbane), nuppet den polske angriber Artur Sobiech i Pol. Warschaw (9 mål i 23 kampe) samt venstrebacken Christian Pander i Schalke. Pander er en solid spiller, men er desværre ofte skadesramt, og da man har holdt fast i det meste af sidste sæsons trup (breddespillerne Mikael Forssell og Constant Djakpa er røget), vil vi formentlig se et Hannover-hold meget lig sidste sæson.

 

Styrket/svækket: Status quo.

Denne sæson: En gentagelse af sidste sæsons bedrift er nær utopisk selv for den optimistiske Hannover-fan, men mindre kan bestemt også gøre det. Holdets kontrastil kan vise sig succesfuld i Europa League og sikre en solid placering i Bundesligaen.

Det store spørgsmål er dog hvorvidt holdet er i stand til at levere i tre turneringer på samme tid. Truppen er ikke synderlig bred og en skade hos en af de vitale spillere i opsætningen af kontraspillet (Konan, Pinto, Schmiedebach og Stindl) kan komme til at gøre ondt.

En midterplacering i ligaen og en god præstation i gruppespillet af Europa League vil gøre 2011/2012 til en succesfuld sæson.

Bud på placering: 6-10


 

MAINZ 05

Sidste sæson: Nr. 5. Mainz var blandt sæsonens store overraskelser og endte sæsonen på en 5. plads. Man startede som lyn og torden og vandt samtlige syv første kampe og indtog dermed førstepladsen i ligaen. Herefter gik det dog nedad bakke med otte nederlag i de efterfølgende 12 kampe og kun en solid slutspurt sikrede holdet adgang til Europa League.

Mainz' gode præstation skal i stor stil tilskrives den unge træner, Thomas Tuchels filosofi og lederevne, men gennem hele sæsonen var der tre spillere der virkelig skilte sig ud. Den kun 20-årige angriber, Andre Schürrle, fik sit store gennembrud med 15 ligamål og fem assists i 33 kampe, ligesom en anden 20-årig, Lewis Holtby, der fra midtbanen leverede seks scoringer og 10 assists i 32 kampe. Den sidste af de tre musketerer var Christian Fuchs, der med otte assists slog sit navn fast som én af ligaens bedste backs.

Transfers: Uheldigvis for Mainz er alle tre ovennævnte spillere i andre klubber. Leverkusen opsnappede tidligt Andre Schürrle, mens Schalke har fået Holtby tilbage fra lån og derudover købt Fuchs. Det er unægteligt et hårdt slag for Mainz at miste tre så store profiler, men en klub som Mainz vil altid have svært ved at holde fast på de bedste spillere.

Man har dog ikke ligget på den lade side og de omtrent 12 millioner euro der er kommet ind fra transfers, har hurtigt fået ben at gå på. 10 spillere er hentet ind og blandt de mere interessante finder vi Anthony Ujah, Zdenek Pospech og Zoltan Stieber (10 mål og 17 assists for Aachen i 2. Bundesliga).

Selvom man har hentet en god portion spillere bliver det meget svært at dække hullerne for de tre profiler der har forladt klubben. Ingen af de nytilkomne ligner umiddelbart folk af samme niveau og det vil givetvis tage tid at spille så mange nye ind på holdet.

 

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: Også Mainz får svært ved at gentage kunststykket fra sidste sæson. Man har imodsætningen til Hannover 96 ikke formået at holde på de vigtigste spillere, men mistet tre vigtige profiler. Samtidig skal man ikke blot fokusere på ligaen, men også pokalen (videre efter ekstratid mod Oberliga-holdet SVN Zweibrücken) og Europa League (første kvalkamp mod rumænske Gaz Metan Medias endte 1-1 i Mainz). De mange indkøb har selvfølgelig hjulpet på bredden og det er da heller ikke uden grund, at Mainz er endt i top10 to sæsoner i træk nu.

Uden Schürrle, Holtby og Fuchs kan det dog blive svært at føje en tredje sæson til denne statistik.

Bud på placering: 10-14


FC NURNBERG

Sidste sæson: Nr. 6. Nürnbergs sjetteplads var endnu en overraskelse i sidste sæsons Bundesliga. En overgang kæmpede man med om EL-pladserne mod Mainz, men med kun én sejr i sæsonens sidste otte kampe glippede drømmen, og det endte faktisk med at der var længere op til Mainz på femtepladsen end der var til Wolfsburg på 15. pladsen. På papiret kan Nürnbergs sjetteplads derfor godt snyde lidt, og havde blot et par af de hold under Nürnberg hentet lidt flere point, var billedet i Nürnberg måske ikke så rosenrødt.

Transfers: Man har været nødt til at give afkald på Julian Schieber (10 mål og ni assists), der vender hjem til Stuttgart efter endt lejeperiode og Ilkay Gündogan, der er blevet solgt til Dortmund. Netop de to var vel nok Nürnbergs bedste sidste sæson og læg dertil at forsvarsklippen Andreas Wolf og Mehmet Ekici (offensiv midt; fire mål og 11 assists) nu er endt i Werder Bremen.

Alle fire har været utrolig vigtige for Nürnberg og bliver svære at erstatte. I forsøget på at gøre det, har man hentet midtbanemanden Markus Feulner i Dortmund og den schweiziske forsvarsspiller Timm Klose. I angrebet er tjekken Tomas Pekhart kommet til. Feulner og Pekhart har allerede annonceret deres ankomst med henholdsvis tre og et mål i første runde af pokalen, og Nürnberg må sætte deres lid til at de to kan finde deres plads på holdet og præstere igennem hele sæsonen.

 

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: Det vil overraske meget at se Nürnberg slutte blandt de otte bedste denne sæson. Man sluttede sidste sæson med blot 47 scorede mål og en målscore på +2, og med tabet af Schieber, Ekici og Gündogan ser offensiven ikke just styrket ud. Får man ikke hurtigt etableret de nye spillere kan holdet stå overfor en kamp for at undgå nedrykning.

Bud på placering: 14-18.


KAISERSLAUTERN

Sidste sæson: Nr. 7. Oprykkerne fra Kaiserslautern stod for endnu en positiv overraskelse, da man sluttede på en flot syvendeplads. Holdet startede ellers skidt med seks nederlag i ni kampe, men en forrygende slutspurt på syv sejre i sæsonens sidste ni kampe sikrede holdet en yderst fornem placering efter oprykningen.

Srdjan Lakic var om nogen manden bag successen. Den kroatiske angriber nettede 23 gange i 35 kampe sidste sæson.

Transfers: Uheldigvis for Kaiserslautern er Lakic ikke længere at finde på holdet. Han havde kontraktudløb i sommers og kunne derfor kvit og frit erhverves af Wolfsburg. Derudover er Jan Morávek (29 kampe, fem mål og to assists) tilbage i Schalke efter endt lejeperiode, mens Erwin Hoffer (24 kampe, fem mål og to assists) er røget til Eintracht Frankfurt.

I forsøget på at lappe hullet i offensiven har man hentet Richard Sukuta-Pasu, der med et mål i ni kampe for St. Pauli dog ikke var nogen succes sidste sæson. Kaiserslautern skal derimod sætte deres lid til to nyerhvervede israelere; Itay Schecter (angriber, 27 mål i 40 kampe over to sæsoner) og Gil Vermouth (midtbane, 12 mål og 14 assists i 58 kampe), der begge er hentet i Hapoel Tel Aviv.

Begge er spændende spillere med fine statistikker, men der er trods alt forskel på den israelske liga og Bundesligaen, så det bliver spændende at se hvordan de tilpasser sig.

 

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: 'Lautern får meget svært ved at komme i nærheden af samme placering denne sæson og må affinde sig med at være kandidat til nedrykning i bookmakernes øjne. Med afgangen af Lakic, Hoffer og Moravek har man mistet spillere der stod for 26 af holdets 48 mål og især Lakic bliver meget svær at erstatte.

Holdets slovakiske angriber, Adam Nemec, er ude til i hvert fald slutningen af september, så det er op til den €2.500.000-dyre satsning, Itay Schechter, at slå til fra første færd - en opgave der nemt kan vise sig for stor for den uprøvede israeler.

Det er desuden ikke usædvanligt at se en oprykker klare det godt i første sæson, for dernæst at gå ned i takt med, at man ikke formår at forny og forstærke sig.

Bud på placering: 14-18.


 

HAMBURGER SV

Sidste sæson: Nr. 8. 2010/2011-sæsonen var langt fra succesfuld for HSV. Man startede ellers okay med kun to nederlag i sæsonens første ni kampe, men månederne op mod jul gjorde ondt da man tabte til næsten alle de direkte konkurrenter. I det nye år gik det bedre, men efter først et 2-4 nederlag hjemme til Mainz og derefter en 6-0 afklapsning i München var tålmodigheden opbrugt i HSV-lejren og træner Armin Veh fik en fyreseddel.

Assistenttræner Michael Oenning tog herefter over - en beslutning der så genial ud fra første kamp, da man slog Køln 6-2, men herefter gik det nedad bakke og i de følgende syv kampe nettede man kun tre gange (en defensiv indstilling betød dog at man kom afsted med fem uafgjorte).

Transfers: HSV har været særdeles aktive på transfermarkedet. Frank Arnesens ansættelse som sportsdirektør har betydet et større generationsskifte hvor aldrende klubkorifæer som Frank Rost, Ze Roberto og Joris Mathijsen har forladt klubben. Væk er også yngre kræfter som Piotr Trochowski og Jonathan Pitroipa.

På ind-siden har man kigget efter unge spillere og specielt vendt blikket mod Arnesens Chelsea hvor kvartetten af Michael Mancienne, Jacopo Sala, Gökhan Töre og Jeffrey Bruma alle er blevet hentet. Kigger man på pre-season og pokalturneringen er i hvert fald Mancienne tiltænkt en fast plads, mens Töre ligner en indskifter. Udover de fire Chelsea-spillere har man hentet Rosenborgs Per Ciljan Skjelbred, mens Marcus Berg er vendt tilbage fra lån i PSV.

 

Styrket/svækket: Svækket.

Denne sæson: Det er tydeligt at Arnesens projekt er for fremtiden og vi skal derfor nok ikke forvente os alt for meget af HSV denne sæson. Arnesen kender spillerne fra Chelsea, men om de vil slå til i Bundesligaen er en anden ting. Nogle af de spillere der har forladt klubben er i hvert fald ikke sådan lige at erstatte; Frank Rost har med sine 426 BL-kampe en massiv rutine.

Med ny førstemålmand i Jaroslav Drobny (fem kampe for HSV siden han kom fra Hertha før sidste sæson) og Mancienne, der ligner en ny makker til Westermann i det centrale forsvarer, kan defensiven stå overfor en del prøvelser.

Omvendt har man et spændende angreb med Marcus Berg, Mladen Petric, Paolo Guerrero og unge Heung-Min Son. 

HSV er dog inde i en genopbygningsfase, så jeg forventer en placering under de europæiske pladser endnu en sæson.

Bud på placering: 8-12.


 

FREIBURG

Sidste sæson: Nr. 9. Freiburg fik en super start på sæsonen med ni sejre i 16 kampe og lignede en seriøs udfordrer til de europæiske pladser da man gik til vinterpause. Herefter skete der dog et eller andet med Freiburg-mandskabet og man vandt kun fire kampe i 2011. De sidste 11 kampe var horrible med otte nederlag og man gled derfor helt ud af kampen om EL-billetterne.

En del af forklaringen skal findes i, at holdet har meget få strenge at spille på. Angrebsesset Papiss Cisse stod for 22 af holdets 41 mål, og da næste mand på topscorerlisten blot nettede fem gange, var tingene alt for ofte overladt til Cisse.

Transfers: Indtil videre har man formået at holde fast i Cisse der ellers har været en ombejlet herre, men prisskiltet på 15 millioner euro har umiddelbart holdt bejlerne væk (Schalke har blandt andre vist interesse). Man har derimod sagt farvel til Tommy Bechmann, Ömer Toprak (forsvar, Leverkusen) og Jonathan Jäger. Blandt disse er det kun Toprak der vil blive savnet.

En erstatning har man prøvet at finde i Beg Ferati der sidste sæson spillede 16 kampe for FC Basel, mens man har forsøgt at tage noget af presset på Cisse væk med købet af Garra Dembélé, der har en fortid i AGF. Her blev det dog kun blev til tre kampe inden han blev sendt afsted igen, men sidste sæson slog han igennem i Levski Sofia med 26 mål i 24 kampe.

 

Styrket/svækket: Status quo.

Denne sæson: At holde fast i Cisse bliver vigtigt for Freiburgs chancer denne sæson, men hvad gør man når han ikke præsterer? Bookierne forventer at se Freiburg involveret i nedrykningskampen og denne vurdering er jeg ikke uenig i. Man har desuden mistet holdets unge, talentfulde træner, Robin Dutt, til Bayer Leverkusen og afløseren, Marcus Sorg (der kommer fra to år på reserveholdet), har ingen Bundesliga-erfaring.

Skal Freiburg overleve i Bundesligaen skal man sætte sin lid til at Cisse præsterer og Dembélé falder til - ellers ser det sort ud.

Bud på placering: 15-18.


 

FC KOLN

Sidste sæson: Nr. 10. FC Köln sluttede 2010/11-sæsonen på en 10. plads efter en turbulent sæson, hvor holdet startede skidt og længe lignede et bud på en nedrykker. Udskiftning på trænerposten gjorde dog, at der kom lidt mere styr på spillet og at man fik reddet sæsonen på en hæderlig 10. plads.

I foråret var man rent faktisk blandt ligaens mest vindende hold og specielt på eget græs var man dominerende. Over hele sæsonen lød hjemmestatistikken på 11-2-4 30-21 og i foråret vandt man otte af ni mulige hjemmekampe - bl.a. over Bayern München, Hannover 96, Bayer Leverkusen og Schalke.

Transfers: Köln har formået at holde fast i de vigtigste spillere, men dog sagt farvel til venstrebacken Fabrice Ehret der langt fra imponerede sidste sæson. Til pladsen har man også Christian Eichner, der kom til fra Hoffenheim i januar-vinduet, og viste bedre takter.

Også døren ind til klubben har stået relativt stille. Ind er dog kommet Wolfsburgs Sascha Riether og Mato Jajalo til at styrke den centrale midtbane.

 

Styrket/svækket: Marginalt styrket.

Denne sæson: Köln råder over en solid trup med navne som Lukas Podolski, Milivoje Novakovic (hhv. 13 og 17 ligascoringer sidste sæson), Michael Rensing i målet samt en af ligaens bedste centrale midterforsvarer, Pedro Geromel. Kvaliteten i spillertruppen kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved - Kölns problem har længe været inkonsistens på trænerposten. Ansættelsen af Ståle Solbakken er et forsøg på at løse dette problem og en mand med Ståles meritter bør da også være i stand til at løfte Köln det ekstra stykke. Holdet viste styrke i anden halvdel af sidste sæson og med Ståle bag roret ser tingene lyse ud forude.

Bud på placering: 6-10


HOFFENHEIM

 

Sidste sæson: Nr. 11. Trods salget af holdets stjerne, Carlos Eduardo, lykkedes det Hoffenheim at overvintre på en 8. plads og en chance for at nå de europæiske pladser. I vinterpausen faldte tingene dog fra hinanden da klubejer Dietmar Hopp, solgte den centrale midtbanespiller, Luis Gustavo, til Bayern uden træner Ralf Rangnicks accept. Rangnick forlod hermed klubben i vrede over Hopps manglende ambitioner og assistenttræner Pezzaiouli blev bragt ind. Samtidig ønskede Demba Ba at forlade klubben og det endte med et salg af angriberen til West Ham.

Alt dette kombineret med Pezzaioullis skifte fra Rangnicks offensive fodbold til en kedelig, formålsløs spillestil, resulterede i en skidt anden halvdel af sæsonen med kun 21 point i 17 kampe.

 

Transfers: Hoffenheim har været relativt stille på transfermarkedet; med kun ca. €3 millioner spenderet er der et stykke op til summen fra de seneste fire sæsoner der alle har været mellem €12 og €23 millioner. Til angrebet har man hentet den 21-årige Knowledge Musona fra Kaizer Chiefs og Stuttgarts Sven Schipplock, der endnu har sit gennembrud til gode og kun scorede én gang i 12 optrædener sidste sæson.

Derudover har man hentet højrebacken Fabian Johnson i Wolfsburg i den tro, at anfører Andreas Beck røg til Juventus (en handel der blev spoleret af managerskiftet i Juve). Welington, Prince Tagoe og Franco Zuculini kommer alle tilbage fra lån og kan muligvis komme til at spille en rolle i denne sæson.

Man har sagt farvel til David Alaba der vender tilbage til Bayern, men har ellers holdt fast i spillertruppen.

 

Styrket/svækket: Marginalt styrket.

 

Denne sæson: Spillermaterialet er ikke meget anderledes end sidste sæson. Hullet efterladt af Ba, Eduardo og Gustavo er endnu ikke dækket ordentligt ind, og det kan være svært at se hvorfor Hoffenheim skulle klare sig meget bedre denne sæson.

Der er dog optimisme at spore hos Hoffe-fansense. Det skyldes først og fremmest ansættelsen af Holger Stanislawski - St. Pauli-legenden - der har lovet at bringe det offensive spil tilbage på Wirsol Rhein-Neckar-Arena. Med folk som Weis, Sigurdsson, Salihovic, Babel og Ibisevic er der bestemt også mulighed for at skabe en stærk offensiv, så det bliver spændende at se hvad den relativt uprøvede træner kan føre til klubben (102 kampe i spidsen for St. Pauli).

 

Bud på placering: 10-14.


 

STUTTGART

 

Sidste sæson: Nr. 12. Stuttgart startede chokerende ringe med seks nederlag i syv kampe (og storsejr på 7-0 over Gladbach). Træner Christian Gross mærkede konsekvensen heraf og blev fyret efter de syv kampe. Jens Keller, den forhenværende assistenttræner, trådte til, men heller ikke han kunne ændre den tabende tendens der fortsatte helt ind til vinterpausen, hvor man kun havde formået at vinde tre kampe og tabt 11. Keller røg derfor ud og ind kom holdets tredje træner i sæsonen; Bruno Labbadia.

I foråret var det et noget andet Stuttgart-mandskab vi fik at se; man startede med at slå Mainz og klare uafgjort i Dortmund og i alt fik man samlet ni sejre sammen i halvårets 17 kampe og kun tabte to af sæsonens 11 sidste.

 

Transfers: Stuttgart har fået angriberen Julian Schieber tilbage fra lån i Nürnberg. Schieber stod for syv mål og ni assists og i Stuttgart håber man, at han fortsætte stilen. Derudover har man købt Tamas Hajnal, der i foråret kom til på lån fra Dortmund og leverede en solid indsats med tre mål og fire assists i sine 12 kampe, William Kvist til midtbanen, Maza (centerforsvar, PSV) og Ibrahima Traoré (kant, Augsburg).

Man har mistet Christian Träsch til Wolfsburg, men med €9 millioner i bytte og en solid erstatning i Kvist, kan man ikke klage. Derudover er Marica, der var røget i unåde hos Labbadia, taget til Schalke.

 

Styrket/svækket: Styrket.

 

Denne sæson: Det vil overraske meget såfremt Stuttgart ikke forbedrer sin position fra sidste sæson. Nu har man ikke europæisk bold at koncentrere, men kan fokusere 100% på ligaen og cuppen. Under Labbadia har man fået skabt et solidt fundament med større fokus på defensiven end hidtil og da man samtidig har oprustet godt, bør Stuttgart være i stand til at blande sig i kampen om de europæiske pladser.

 

Bud på placering: 5-9.


 

WERDER BREMEN

 

Sidste sæson: Nr. 13. For første gang siden 1998/1999-sæsonen endte Werder Bremen med en negativ målscore og statistikken på -14 mål er ikke sæt værre siden 79/80-sæsonen. Holdets 61 mål imod sig - en præstation der kun blev overgået af St. Pauli (68), Gladbach (65) og Köln (62) - siger alt om Werders problemer med en skrantende defensiv. Skader holdte Naldo ude hele sæsonen og han fik ofte selskab af Mertesacker, Prödl og Boenisch på skadeslisten.

Tabet af Mesut Özil gjorde rigtig ondt. Ikke blot pga. hans 18 assists i sin afsluttende sæson, men selve spilsystemet var bygget op om Özil og træner Thomas Schaaf havde mere end svært ved at finde en afløser og eksperiementerede derfor med en række systemer gennem sæsonen.

I februar, marts, april og maj fik man dog lidt bedre styr på tropperne, og selvom man spillede et hav af uafgjorte skal holdet have kredit for kun at tabe tre kampe af 14 mulige.

 

Transfers: Werder har sagt farvel til en god del spillere der enten var blevet for gamle eller ikke kunne tilspille sig en plads på holdet. Petri Pasanen, Daniel Jensen, Torsten Frings har bl.a. forladt klubben.

Ind er kommet Bayerns Mehmet Ekici, der sidste sæson gjorde figur i Nürnberg, og håbet er, at han blive spilskabende på den offensive midtbane. Til den skrantende defensiv har man hentet Nürnbergs anfører og centerforsvarer, Andreas Wolf, venstrebacken Lukas Schmitz i Schalke samt Genoas Sokratis Papastatopoulos (centerforsvar), der sidste sæson fik fem kampe for AC Milan. Markus Rosenberg kommer desuden tilbage fra lån.

 

Styrket/svækket: Styrket.

 

Denne sæson: Klubben har hentet et par fornuftige forstærkninger og selvom Naldo eller Boenisch endnu ikke er klar, er det en klar styrkning af defensiven. Werders smalle trup er blevet lidt større og man kan trøste sig med, at man ikke skal bruge kræfter på Champions League denne sæson i modsætning til sidste sæson hvor holdet ofte havde svært ved at fylde bænken pga. så mange skader.

Kan de vigtigste spillere formå at holde sig nogenlunde skadesfri, har Werder gode muligheder for at forbedre sidste sæsons præstation og slutte i den bedre halvdel.

 

Bud på placering: 6-10


 

SCHALKE 04

 

Sidste sæson: Nr. 14. Schalke var igennem en af de mest turbulente sæsoner; man sluttede på en 14. plads, men nåede til semifinalen af Champions League og vandt pokalturneringen. Med kun én sejr i sæsonens 10 første kampe var coach Magath under pres fra start. Et godt run frem mod vinterpausen betød dog, at der skulle gå helt frem til midten af marts før han blev afskediget. Ralf Rangnick tog over fra april af og leverede hurtigt med to sejre og en uafgjort i sine første tre ligakampe. På samme tid slog man sensationelt Inter i Champions League og optimismen var igen at finde hos Die Königsblauen.

I de sidste fem ligakampe tabte man fire og spillede en uafgjort, men den statistik skal ses i lyset af, at fokus blev lagt på CL, da man ikke havde mere at spille for i ligaen.

 

Transfers: Sæsonens største transfer stod Schalke og Bayern for, da de kongeblå solgte Manuel Neuer til storholdet. Udover Neuers afgang har man holdt fast i de vigtigste spillere og kun sagt farvel til perifære spillere der var hentet af Magath.

Til at tage over fra Neuer har man hentet Ralf Fährmann på en fri transfer fra Eintracht Frankfurt. Fährmann er måske ikke et verdensnavn, men med solide præstationer i Frankfurt og en opvækst på Schalkes ungdomshold, er ledelsen gået efter den fornuftige handel. Fährmann fik en drømmedebut da man slog rivalerne fra Dortmund i Super Cuppen, hvor han udover at pille et par spark i straffekonkurrencen, stod en fænomenal kamp der hurtigt ledte Schalke-fansenes tanker hen på en vis Neuers præstation mod Dortmund i ligaen i sidste sæson.

Derudover har man fået Lewis Holtby hjem fra lån hos Mainz, hvor han var en af de absolut bærende kræfter i Mainz' positive sæson samt Jan Moravek og Jermaine Jones, der har været på lån hos henholdsvis Kaiserslautern og Blackburn. De mange millioner fra Neuer-salget er ikke omsat endnu, men man har hentet en af ligaens bedste venstrebacks i Christian Fuchs fra Mainz og derudover hentet den rumænske angriber, Ciprian Marica, på fri transfer fra Stuttgart. Slutteligt har man hentet den spændende centrale midt, Marco Höger, der sidste sæson scorede syv gange og leverede ni assists for 2. Liga-klubben Aachen.

Schalke har været meldt interesserede i Freiburgs Papiss Cisse, og der kan muligvis ske noget på den front senere hen.

 

Styrket/svækket: Styrket.

 

Denne sæson: Med Ralf Rangnick i spidsen er der lagt op til offensivt fodbold på Veltins Arena. Schalke har allerede sikret sig sæsonens første trofæ og da det endda var over ærkerivalerne fra Dortmund kunne det ikke passe holdet bedre. På transferfronten har man hentet nogle solide folk og er efter alt at dømme endnu ikke færdige på markedet (Rangnick ønsker at tilknytte en hurtig angriber og/eller playmaker).

Denne sæson skal man "blot" koncentrere sig om Europa League fremfor CL og det kan meget vel betyde større succes i den hjemlige liga. Sidste sæsons 14. plads bliver med stor sandsynlighed revancheret, og det vil ikke undre mig hvis Schalke endte med at kæmpe med helt i toppen af tabellen denne sæson.

 

Bud på placering: 3-6.


WOLFSBURG

Sidste sæson: Nr. 15. En meget skuffende sæson for Wolfsburg-holdet, der vandt mesterskabet for lidt over to år siden. Holdet formåede aldrig at bide sig fast i den bedre halvdel af tabellen og var i de sæsonens allersidste runder involveret i en dramatisk kamp for at undgå nedrykning. Felix Magath (der førte holdet til mesterskabet) vendte sidst på sæsonen tilbage til klubben, men den korte tid i spidsen var ikke nok til at lave de store forandringer.

Transfers: Wolfsburg har solgt angriberen Grafite (der aldrig ramte niveauet fra mesterskabssæsonen) til Dubai og den alsidige midtbanemand/forsvarer, Sascha Riether til Köln. Ind er kommet Srdjan Lakic, der scorede 23 mål i 35 kampe for Kaiserslautern sidste sæson, Patrick Ochs (forsvar) og Marcu Russ (forsvar/def. midt) fra Eintracht Frankfurt og €9 millioner-manden Christian Träsch fra Stuttgart, der sammen med rutinerede Hasan Salihamidzic (Juventus) skal forsøge at få styr på midtbanen.

 

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Defensiven har længe været Wolfsburgs akilleshæl. Skader og formdyk har fornægtet Kjær/Friedrich-samarbejdet i at blive succesfuldt. Magath er dog om nogen manden der kan fikse en defensiv, og efter cup-nederlaget til 4. divisions-holdet RB Leipzig udmeldte Magath at han stadig ledte efter defensive forstærkninger. 

Længere fremme på banen kommer meget til at afhænge af Diego-situationen. Den brasilianske playmaker har været rygtet til Atletico Madrid efter han røg i unåde hos Magath, men den karismatiske træner har i alle sine klubber stillet med en playmaker a la Diego og hvis braslieneren forlader klubben er der ingen deciderede afløsere til denne rolle. Det kan derfor ende med, at de to må erklære våbenhvile.

Der er meget at fixe i Wolfsburg, men Magath mestrer netop denne form for trænerarbejde og er der nogen der kan få Wolfsburg tilbage i top10 er det nok ham. Der er dog mange ubekendte faktorer og ting der kan gå galt, så Wolfsburg må indtil videre betegnes som lidt af et enten/eller-hold.

Bud på placering: 8-12.


BORUSSIA MONCHENGLADBACH

Sidste sæson: Nr. 16. Gladbach havde et særdeles skidt halvår og lignede en sikker nedrykker som ligaens bundprop med kun to sejre. Ansættelsen af den tidligere Hertha Berlin-træner, Lucien Favre, satte dog skub i tingene og i sæsonens andet halvår hentede man otte sejre (heraf fire i de sidste seks kampe) og nåede akkurat play-off-pladsen som nummer 16. Her slog man Bochum over to kampe og denne sæson står dermed igen på Bundesliga-fodbold for Gladbach.

Ansættelsen af Lucien Favre gjorde virkelig underværker og mange Gladbach-fans spørger sig selv hvordan det ikke kunne have endt, hvis han var blevet hentet ind noget før.

Transfers: Ind er kommet Oscar Wendt (venstreback), Matthias Zimmermann (19-årig højreback), Lukas Rupp (20-årig offensiv midt), Yuki Otsu (21-årig offensiv midt), Mathew Leckie (20-årig offensiv kant/angriber) og Manchester Uniteds Joshua King (19-årig angriber på lån). Michael Bradley er desuden hjemvendt fra lån.

Selvom det ikke er sikkert nogle af disse spillere går direkte i startopstillingen (Wendt skal konkurrere med anfører Filip Daems om venstrebacken), er tendensen tydelig: man vil have unge, sultne spillere med potentiale der samtidig styrker bredden øjeblikkeligt.

Man har måtte sige farvel til Karim Matmour og Anderson (hhv. 20 og 13 kampe) der begge er taget til 2. Liga og Eintracht Frankfurt.

 

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Gladbach havde en rigtig god afslutning på sæsonen og vil forsøge at bygge videre på den selvtillid og gejst det har givet. Det bliver spændende at se hvad Favre kan udrette på en hel sæson (kun syv hold hentede flere point end Gladbach fra da Favre trådte til).

På transfermarkedet har man føjet til bredden på en i forvejen solid trup og man har formået at holde på profiler som Marco Reus og Dante og råder derudover over en håndfuld spændende spillere.

Kommer holdet godt fra start og kan de vigtigste spillere holde sig skadesfri, kan jeg ikke se nogen grund til hvorfor Gladbach ikke kan placere sig solidt i midten af tabellen.

Bud på placering: 10-14.


HERTHA BERLIN

Sidste sæson: Oprykker, nr. 1 i 2. Liga. Det har været noget af en rutschetur for hovedstadsholdet de seneste par sæsoner. En fjerdeplads i 08/09-sæsonen betød europæisk bold den følgende sæson, hvilket ultimativt resulterede i at man sluttede på en sidsteplads i ligaen med kun fem sejre. Sidste sæson blev derfor brugt i 2. Bundesliga, som man dog sikkert vandt.

Skal man pege på en svaghed hos Hertha holdet sidste sæson, var det uden tvivl defensiven. Forsvarerne så til tider langsomme ud og keeper Maikel Aerts havde en del blundere. Offensiven derimod var ligaens bedste og det blev til 69 scorede mål i 34 kampe.

Transfers: Denne svaghed har man forsøgt at gøre op med ved at hente den kasserede Bayern-målmand, Thomas Kraft. Kraft havde godt nok også en blunder eller to for Bayern, men leverede også stærke præstationer. Købet af Manuel Neuer gjorde dog, at han ikke havde en fremtid i klubben, men det er bestemt en spændende keeper Hertha har erhvervet sig.

Man har derudover hentet Andreas Ottl (def. midt, Bayern), Maik Franz (centerforsvar, Eintracht Frankfurt) og Tunay Torun (angriber, HSV), og da man kun har mistet Valeri Domovchiyski (angriber, ind- og udhopper sidste sæson) er kontinuiteten intakt plus et par ekstra forstærkninger. 

 

Styrket/svækket: Styrket.

Denne sæson: Defensiven kan komme på prøve mod stærkere hold i Bundesligaen, men med de nye signings er der håb forude. Herthas officielle målsætning er 42 point (nok til en 12. plads sidste sæson) og to runder i pokalturneringen (første runde gik man sikkert videre fra), og det burde i høj grad være indenfor rækkevidde. Træner Markus Babbel brugte meget af sidste sæson på at tilpasse sit system som han nu kan køre videre på, så stabiliteten burde være sikret.

Hertha ligner et hold der kan spille op med den nederste tredjedel af Bundesligaen og lejlighedsvis drille de lidt større hold.

Bud på placering: 12-16


FC AUGSBURG

Sidste sæson: Oprykker, nr. 2 i 2. Liga. Oprykningen blev sikret i anden sidste spillerunde i et tæt opløb med Bochum, der måtte tage til takke med tredjepladsen og dermed play-off mod Gladbach. Det betyder, at Augsburg for første gang i klubbens historie er at finde i Tysklands bedste række. Med 58 scorede mål besad man ligaens tredjebedste offensiv efter Hertha Berlin og Energie Cottbus, og med 27 mål imod sig, delte man man pladsen som ligaens bedste defensiv med Greuther Fürth.

Transfers: Augsburg er en klub med få midler og det har givet udslag i handlen på transfermarkedet. Ind er dog kommet legendariske Edgar Davids' nevø, Lorenzo Davids (def. midt), der med sine 24 år har 132 Æresdivisionskampe og otte UEFA Cup-kampe for NEC på sit cv. Udover Davids, der må betegnes som den største signing i Augsburgs historie, har man hentet Sascha Mölders (a, FSV Frankfurt), Sebastian Langkamp (f, Karlsruhe) og Dominic Peitz (m, Union Berlin).

Til gengæld har man måtte vinke farvel til unge Moritz Leitner (25 kampe og fire assists på den offensive midt), der er vendt hjem til Dortmund, Sören Bertram (kant, 17 kampe) og Ibrahima Traoré (kant, 16 kampe og fem assists).

 

Styrket/svækket: Marginalt styrket.

Denne sæson: Augsburg får det svært denne sæson. De få midler gør det svært at opruste og man mangler i høj grad profiler og spillere med Bundesliga-erfaring. Keeper Simon Jentzsch er med sine 241 BL-kampe den eneste med reel erfaring fra den bedste liga. Træner Joe Luhaky har udtalt at målet er overlevelse, mens sportsdirektøren nedtonede forventningerne ved at udtale, at målet er at Augsburg skal blive blandt de 20 bedste klubber i Tyskland (altså en elevatorklub mellem 1. og 2. Liga). Man er med andre ord klar over sin rolle i ligaen og klubben har da også meddelt, at selv hvis man skulle gå hen og tabe hver eneste kamp denne sæson, vil Luhaky stadig besidde trænerjobbet.

Augsburg vil starte sæsonen med en svækket offensiv da sidste sæsons topscorer, Nando Rafael (18 mål i 29 kampe) og Torsten Oehrl (otte mål i 32 kampe) er ude med længerevarende skader. Seneste nyt er at den rutinerede Michael Thurk (11 mål og ni assists i 28 kampe) ikke længere er ønsket i klubben og er blevet fritstillet. Dette kan undre taget klubbens angriber-situation i betragtning, men der skulle være uoverenstemmelser mellem Thurk og træneren. Thurk selv ønsker dog at blive i klubben så situationen er endnu uafklaret.

Bud på placering: 15-18.