BetXpert har besøg af Alexander Tranberg, som har præsteret et flot plus efter at have spillet på samtlige Superliga-kampe i tre år. Hør om hans specielle tilgang til betting her.

Det er ikke dårligt at score 5 procent plus på Superligaen.

Det er til gengæld ret unikt, hvis man kan gøre det efter at have spillet på samtlige kampe i tre år.

Mød Alexander Tranberg - manden bag Twitter-profilen og bloggen SuperligaBets. Det helt specielle ved Tranbergs spilforslag er - udover en solid indsigt i Superligaen - hans brug af statistik i analysefasen.

Anvendelsen af nøgletal og statistiske modeller er blevet mere og mere fremherskende gennem årene, og det er tydeligt, at han med disse i baghånden råder over information, som markedet ikke gør.

Det første halve år med SuperligaBets scorede han sig et solidt minus, men han er kun blevet bedre og bedre og sluttede med en tilbagebetaling på ikke mindre end 114 % i første halvdel af den igangværende Superliga-sæson.

I samspil med værten Tonni Munk Jensen dissekeres Superliga-markedet. Blandt andet fortæller Alexander Tranberg, at det handler om ikke at kigge for meget på stillingen.

"Man skal ikke skelne alt for meget til resultaterne, men lægge et lag mere på for at få forståelsen med. Der er mere, end hvad øjet ser, og hovedet husker, og man kan godt være lidt farvet af resultaterne og mediernes omtale, som ofte er meget resultatbaserede," siger han.

Afslørende modeller

I løbet af programmet kommer de to ind på flere interessante modeller.

Fx ses holdenes evne til at konvertere skud på mål til scoringer, og evnen til at holde modstanderne fra scoringer på deres skud indenfor rammen.

På den måde får man et rigtig fint billede af, hvor holdenes kompetencer og svagheder er placeret - og især hvilke hold, der på enten det ene eller andet område har overpræsteret, og dermed været mere effektive (heldige) end sædvanligt.  

Her er det blandt andet interessant at se, at et hold som OB har haft et unaturligt dårligt efterår, som ikke bare kan tilskrives manglende kvalitet og dårligt selvtillid. Held spiller også ind.

Denne information bruges også i den efterfølgende model, hvor Alexander Tranberg har lavet en kvalitets-vurdering af holdene på baggrund af antallet af skud på mål.

Denne model giver et ret så fyldestgørende billede af, hvordan holdene har præsteret undervejs, og hvilke hold der både har rum til forbedring, men også hvilke der må formodes at forbedre sig i den kommende tid.

Alt sammen værdifuld viden når man skal grave spadestikket dybere og finde de huller, som bookmakerne ikke har taget højde for.

OB ser spændende ud

Sådan bruger Alexander Tranberg statistikken til at kvalificere sine bets. Hvis Horsens og OB skulle mødes i dag, vil det umiddelbart være en no-brainer at gå med OB, som statistisk set har været uheldige, mens Horsens har været heldige.

"Så vil jeg være fristet til at kigge OB's vej - det kommer selvfølgelig an på oddset, men jeg kan forestille mig, at bookmakerne tænker, at fordi Horsens har mange flere ponit, så skal de være favoritter. Her vil jeg gå ind og udfordre det," siger Alexander Tranberg.