Bookmakerne er i deres fulde ret til at limitere betting-kunder, selvom maksimum-indsatserne er i nærheden af nul, vurderer advokat i forbrugerbeskyttelse. Skal der findes en generel grænse, må det afgøres i en retssag.
 
0 kroner. 0,07 kroner. 5 kroner. 
 
Eksemplerne på aburde betting-limits hos vindende kunder er efterhånden mange. Men ikke desto mindre er det helt i orden, at bookmakerne forskelsbehandler deres kunder og uddeler limits. Også i størrelsesordenen af nul kroner.
 
Sådan lyder det fra advokat Jesper Rye Jensen fra Forumadvokater, der blandt andet har forbrugerbeskyttelse som speciale.
 
"Den enkelte bookmaker er ikke forpligtet til at indgå nogen aftale med alle kunder, ligesom jeg selv bestemmer, om jeg vil sælge advokatydelser til dig, hvis forskelsbehandlingen vel og mærke ikke sker på grund af etnicitet, religion eller køn," siger Jesper Rye Jensen til BetXpert.
 
Advokaten hæfter sig ved, at det ikke kan regnes som en menneskeret at spille hos bestemte bookmakere. Derfor kan han ikke umiddelbart se, at limitering af kunder - ligegyldigt hvor lav den er - kan være i strid med loven.
 
"Hvad er konsekvensen for den enkelte kunde ved, at han kun må spille for 0 kroner? Konsekvensen er, at han kan tage sine penge og gå et andet sted hen," siger Jesper Rye Jensen.
 
  
Billedtekst: 0,07 kroner. Så meget må denne kunde spille på en kamp mellem Sunderland og Manchester City hos bookmakeren Partybets.

Må afgøres i en retssag

I en anden artikel fra BetXpert er specialkonsulent Carsten Strøjer fra Forbrugerombudsmanden på linje med Jesper Rye Jensen. Carsten Strøjer mener dog, at der altid skal være en "rimelighedsbetragtning." 
 
Jesper Rye Jensen vurderer, at en rimelig grænse godt kan være 0 kroner, hvis der er hjemmel for det i bookmakernes regler og vilkår. Hvis spillerne vil have testet det af, må de gå i retten, påpeger han. 
 
"Det mener jeg skal ske ved en retssag. Der er ikke noget klagenævn, der umiddelbart kan tage sig af spillekunder," siger han.
 
Men kan det være rigtigt, at man i Danmark har et reguleret spillemarked, der har til sinde at sikre en fair og et gennemskueligt marked, hvis det i virkeligheden ikke gælder for alle?
 
"Nej, det kan du sige. Og det er jo så en af de argumenter, der trækker den anden vej. At man ikke bare kan udelukkede folk at spille, for hvor skal de så gå hen? Men det ændrer nødvendigvis ikke noget for den enkelte udbyder, der ikke har en forpligtelse til at sikre, at alle har ret til at spille," siger Jesper Rye Jensen.
 
"Som jeg ser det, må bookmakerne gerne sige: Du er for god, så vi har ikke lyst til at handle med dig mere."