Lørdag den 28. april tager den tyske bokselegende Arthur Abraham imod danske Patrick Nielsen på hjemmebane. Efter flere svære kampe har mange efterhånden dømt både Abraham og Nielsen ude på højeste niveau. Ingen af dem har råd til endnu et nederlag, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at bokse om titler igen. Betxpert tager et kig på oddsene og de to kombattanter inden eventet.

 

Der er formentlig ikke særligt mange udenlandske boksefans, som ligger søvnløse i spænding over denne kamp. Det er muligt, at de slet ikke har registreret, at den vil finde sted. Nyheden om, at den er blevet aftalt, tog dog mig fuldstændig på sengen. Jeg havde på ingen måde troet, at vi skulle have en dansker i aktion i en betydende kamp lige foreløbigt. Det er skam en svær opgave, der venter Nielsen, men det er samtidigt en enormt stor mulighed. 

Abraham vs. Nielsen odds 

Ikke overraskende er den tyske veteran med den armenske baggrund stor favorit. Arthur Abraham har flere verdensmesterskaber og titelforsvar, og selvom Patrick Nielsen har 27 sejre i 29 kampe, spås han ikke mange chancer af bookmakerne, der forventer, at Abraham vinder kampen relativt komfortabelt uden hjælp fra dommerstemmer.

Arthur Abraham Uafgjort Patrick Nielsen
1,10 40,00 8,00
NordicBet NordicBet
NordicBet

Der er også odds på, om kampen går i fuld tid eller om én af bokserne afgører den før tid:

Arthur Abraham vs Patrick Nielsen Odds Bookmaker
Patrick Nielsen vinder før tid
9,00
Danske Spil
Patrick Nielsen vinder ikke før tid
1,03
Danske Spil
Arthur Abraham vinder før tid
1,18
Danske Spil
Arthur Abraham vinder ikke før tid
4,25
Danske Spil

 Nogle af disse indeholder måske værdi? Det kan vi diskutere i kommentarerne til denne artikel.

Det danske håb

Vi spoler tiden tilbage til slutningen af 2013. Mikkel Kessler har indstillet karrieren efter nederlaget til Carl Froch, og det store spørgsmål er, hvem der skal være landets næste boksedarling. Umiddelbart virker svaret åbenlyst: Patrick Nielsen, en tatoveret knægt fra Albertslund, der er ubesejret i ringen og allerede har vundet indpas hos familien Danmark som deltager i "Vild med Dans".

Men virkeligheden blev en helt anden. I dag har Patrick Nielsen to nederlag på rekordlisten og står uden promotor, og han frygtes færdig efter en knockout, der var langt værre end den, han oplevede i finalen af danseprogrammet i 2011. Og i februar kom det foreløbige lavpunkt, da Team Sauerland meddelte, at de havde valgt at opsige deres aftale med Nielsen. Meget kan ændre sig på fire år.

Det har vist sig, at Nielsen ganske enkelt ikke er dygtig nok til at blive den næste Kessler. Til gengæld er han blot 27 år, hvilket ikke er nogen alder i boksesporten, så selvom han har fået en hård medfart i samtlige af de medier, der engang udråbte ham til at være the next big thing, så er det ikke afgjort, at han er færdig.

Vi ved, at han ikke kan måle sig med verdens allerbedste på nuværende tidspunkt, og det er meget muligt, at han aldrig kommer til at kunne det. Kritikken af ham er berettiget. Der er dog ingen, der siger, at han ikke kan få forbedret sin kondition, så han bliver i stand til at gå tolv hårde runder, og at han ikke kan få strammet gevaldigt op rent teknisk.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det er bestemt ikke umuligt. Det er helt op til Nielsen selv og hans motivation. Jeg synes, at han er citeret for alle de rigtige ting i øjeblikket, og han understreger, at han stadig har viljen, så jeg lader tvivlen komme ham til gode. Måske var det brutale nederlag til John Ryder, hvad der skulle til for at få ham på rette spor.

Måske var resultatet en øjenåbner for ham. Det viste, at det ikke kan lade sig gøre at konkurrere på højt niveau, hvis man ikke er 100 % dedikeret. Der var næppe nogen, der havde forestillet sig, at det kunne gå så galt for Nielsen, som det gjorde mod Ryder, men det hører med til historien, at hverken Ryder eller danskerens anden overmand, Dmitrii Chudinov, er dårlige boksere, snarere tværtimod. Når det er sagt, så er Arthur Abraham af en helt andet kaliber.

Kong Arthur

38-årige Arthur Abraham var engang blandt de helt store stjerner i boksesporten. Han er ligesom Nielsen meget kendt i sit hjemland, hvor han bl.a. har deltaget i den tyske pendant til "Vild med Dans". Dette har muligvis været medvirkende til, at den store interesse for ham i den tyske offentlighed er blevet bevaret trods svingende resultater i ringen, men modsat danskeren har han allerede en glorværdig karriere bag sig.

Kong Arthur er tidligere verdensmester på både mellemvægt og supermellemvægt. Han har haft en lang række titelforsvar, han er kendt som en stor power puncher med flere uhyggelige knockouts på CV’et, og han er en folkehelt i sit adopterede hjemland. Der er således stadig garanti for fuldstændigt udsolgte arenaer, uanset hvem han er oppe imod, knap 15 år efter hans professionelle karriere begyndte.

De boksekyndige kan formentlig godt huske, at Abraham var deltager i "Super Six" tilbage i 2009. Han var en af bookmakernes forhåndsfavoritter, efter at have været dominerende på mellemvægt i flere år, men turneringen udviklede sig til lidt af et mareridt for ham. Han havde været ubesejret på vej ind, men pludselig stod han med tre nederlag til Andre Dirrell, Andre Ward og Carl Froch.

De fleste eksperter var efterfølgende enige om, at Abraham var blevet udstillet i turneringen og nok ikke hørte til på supermellemvægt. Han virkede undersized i forhold til sine modstandere, og desuden var hans power tilsyneladende ikke så skræmmende som tidligere. Mystikken omkring ham var forsvundet. Tyskeren havde dog ikke tænkt sig at give op uden kamp.

Selvom Abrahams dage som bokser på allerøverste hylde måske var talte, så havde han stadig en del tilbage i tanken. Han blev allerede verdensmester igen et halvt år efter, at "Super Six" var forbi, da han slog den udmærkede Robert Stieglitz. Foruden sammenlagt tre sejre over Stieglitz og et enkelt nederlag på teknisk knockout, som ikke burde tælle, idet kamplederen overså et accidental head clash, så tæller Abrahams rekordliste sejre over Edison Miranda, Jermain Taylor, Paul Smith og Martin Murray, som alle bør vurderes over Nielsen.

Tyskeren har kun tabt på reel vis til Gilberto Ramirez og Chris Eubank Jr. siden "Super Six". Timingen er dog et problem, da de to nederlag kom i henholdsvis 2016 og 2017. Han har simpelthen ikke råd til at tabe igen pga. sin fremskredne alder, hvis han skal forblive relevant.

En rigtig fight

Jeg er overrasket over, at en bokser af Arthur Abrahams størrelse vælger en modstander som Patrick Nielsen til sit comeback. Det er sjældent i boksesporten, at et relativt lille navn bliver givet en så stor mulighed mod en legende efter et grimt nederlag. Nielsen var down and out, bogstaveligt talt, men nu venter karrierens suverænt største kamp pludselig i stedet for den lange vej tilbage, som ikke nødvendigvis vil føre noget med sig.

Hvis der eksisterede nogen som helst tvivl hos Nielsen om, hvorvidt han ønskede at fortsætte med at bokse ovenpå nederlaget til Ryder, så forduftede den sandsynligvis i det øjeblik, han blev kontaktet af Team Sauerland, der har Abraham i stalden. Det er virkelig en once in a lifetime opportunity, der næsten er for god til at være sand.

Selvfølgelig sagde danskeren ikke nej til muligheden, men man kan spekulere i, om den kommer for tidligt. Er han klar til en kamp som denne blot et halvt år efter, at han blev sendt noget så eftertrykkeligt i kanvassen? Det er umuligt at sige, hvad sådan en knockout gør ved en fighter, når han aldrig har oplevet noget lignende før.

Jeg håber, at Nielsen vokser med den opgave, som er foran ham. Han er klar over, at det er alt eller intet for ham. Det samme gælder dog for hans langt mere prøvede modstander. Dette er en stor fare. Abraham er i sin karrieres efterår. Vi ved, at hans bedste præstationer med garanti ligger i fortiden, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet for danskeren.

Hvis man skal have et stort navn på CV’et som bokser på vej frem, så findes der næppe bedre omstændigheder end dette. Til gengæld er Abraham et såret dyr, som vil være mindst ligeså desperat som Nielsen. Det virker næsten udelukket, at han skulle finde på at tage let på, hvad der på papiret ligner en overkommelig modstander, når han ikke har råd til flere fejltrin.

Med kniven for struben bør begge boksere give deres ypperste i kampen. Her må vi rent realistisk forvente, at Abraham trods alder og den medfølgende slitage stadig har mest at byde på. Han er med rette stor favorit, selvom kampen ikke er lukket. Alt dette vil jeg komme nærmere ind på, når vi er tættere på fight night, og flere bookmakere er kommet på banen med odds på Abraham vs. Nielsen.

Dette er på ingen måde en af årets største kampe rent sportsligt. Vi kommer ikke i nærheden af eksempelvis Golovkin vs. Canelo 2, Usyk vs. Gassiev eller Groves vs. Smith – heller ikke selvom Abraham og Nielsen skulle overpræstere helt vildt. Dette er dog en rigtig fight med meget på spil. Det kan slet ikke sammenlignes med "Ondt blod" for et par år siden, som jeg ikke vil spilde mere tid eller spalteplads på.

Nielsen har en unik mulighed for at puste liv i sin karriere, og han har samtidig også muligheden for at bringe Danmark tilbage på boksesportens landkort. Fra et dansk perspektiv er dette en vigtig kamp. Vi nærmer os efterhånden syv magre år siden Kesslers farvel, og med de seneste nederlag til vores øvrige danske håb, Micki Nielsen og Dennis Ceylan, er det svært at se, hvordan der skulle ligge syv gode år forude. Situationen er ikke meget bedre for vores tyske naboer. Det her er en vind-eller-forsvind kamp for begge parter.